Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De norske Folkeeventyr. (Max Müller)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fængsler os. Kanske findes der i dette hverdagslige Landskab
noget, som minder os om vor Hjembygd eller om et Sted, hvori
vi har tilbragt nogle lykkelige Timer. Forholder det sig kanske paa
samme Maade med disse enfoldige Historier? Gjenkalde de Minder
fra en fjern Hjembygd eller en lykkelig Barndom? Vække de igjen
til Liv fantastiske, forlængst fra Erindringen forsvundne Drømme,
minde de om Forhaabninger, som aldrig skulle blive til
Virkelighed? Er der igjen hos os en barnlig Følelse, der fremkaldes af
den barnlige Beretning? Hvis saa er Tilfældet — og det er det
hos de fleste af os — saa behøve vi kun at slaa Bogen op og
flyve ind i Drømmelandet, ride paa Nordenvindens Ryg til Slottet,
som ligger «østenfor Sol og vestenfor Maane». Men det er ikke
helt og holdent et Drømmeland. Der findes et virkeligt Liv — et
Liv, paa hvilket et Barn tror, et Liv, hvor det gode altid belønnes
og det onde straffes, og hvor alt, som vi alvorligt stræbe efter, er
muligt. Vi smile kanske til disse Drømme; men denne
Barneverden er alligevel i en Betydning en virkelig Verden.
Hvad kan være sandere end Beskrivelsen af Askefis og hans
Karakter? Her ligger han og lader sig, medens alle andre arbejde.
Han hviler, med den dybe Ironi, der ligger i den Kraft, som ved,
at dens Dag ogsaa engang vil komme, og som ved, at den imens
kan vente. Under Spot og Haan ruster han sig, og selv efterat
han har udført sin Stordaad, vender han igjen tilbage til sin Aske
og sidder atter, lad, skidden og foragtet ved Gruen, indtil Tiden
for en endelig Anerkjendelse kommer, da Smudsen og Fillerne
falde af ham, og han staar der i kongeligt Skrud, med for stedse
erkjendt Majestæt.
En anden Gang se vi en hovmodig Prinsesse, ydmyget og
knust af Kjærlighedens Magt, blive en trofast, elskende Hustru. I
Begyndelsen forarges vi over hendes Stolthed, vi glæde os over
Gjengjældelsen; men vi røres over hendes Smerte og Ulykke, da
hun opgiver alting for Tiggeren og følger ham. Vi føle med
hende, naar hun udbryder: «Ak — Tiggeren, Barnet og Hytten!»
Vi glæde os med hende, naar Prinsen siger: «Her er Tiggeren og
Barnet; lad os saa brænde Hytten af!»
Men der gives noget, der er lige saa vidunderligt og
fængslende som Indholdet i disse Eventyr. Det er deres Vandring helt
fra Asien af og til vort Norden.
Sprogvidenskabens Resultater ere nu kjendte af enhver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
