Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Til Sæters. (P. Chr. Asbjørnsen. 1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opsøge den i dens Hjem og trodse dens isnende Storme og Snefog,
der selv i den bedste Sommer styrter ned fra Bræer og Fjeldtinder?
Og er der noget tiltrækkende i disse sorte Tinder, disse graa Urer,
isnende Gletschere eller i Fjeldviddens gruvækkende Ensomhed?
Spørger man Bonden selv, faar man altid det Svar: «Paa Fjeldet er
godt at være, der ser En saa vidt, der er saa frisk Luft». Men
hvad der ubevidst tiltrækker ham, ligger dybere; det er netop
Naturens store, vilde, øde Magt. Det er denne samme Natur, hvis
mørke Grundstemning gaar igjennem Edda og Sagaerne, gjennem
Kjæmpeviserne, gjennem Folkets og de nordiske Digteres Sange.
Det er Spejlbilledet af denne Natur, der glimter i de Sagn og
Eventyr, Fjeldboen har hørt og oplevet; dens Klang fornemmes i
Luren og i Hardangerfelen, og dens Stemning er indgaaet som en
Bestanddel i hans aandelige Selv.
Det var en tidlig Junimorgen eller rigtigere en Juninat, vore
Vandrere droge hjemmefra for at tage til Sæteren. Hæggen slog
ud de første Blommer, Gjøgen gol, Fuglene kvidrede i Lunden, og
Bygden stod i sin første Sommerdragt. Foran gik Blakken med
Kjernen, Bukjørrel og Sæterstel i Mejserne og Aabænden. Saa
kom Far selv med Kløvstaven i den ene Haand og Vesleola ved den
anden; gamle Mads Gjedebuk følger dem som en Hund i Hælene.
Saa kommer Mor med den Mindste paa Ryggen og Melkekollen
paa Armen. Tilsidst kommer Vesleper med Gjedeflokken, Sauer
og Lammet. Han gaar sin egen eller Gjedernes Vej, og da Lammet
snart bliver træt i sine smaa Ben, maa han tage og bære det
under Armen. Vesleola er en ustyrlig Gast; hver Blomst der
staar, hver Fugl der flagrer, vil han efter. Siden de kom til Kleven
ved Randen af Bækken, griber han hver Sten og kaster i det
hvirvlende Vand. Jo større Plump, desto højere jubler han, og han
sled sig gjerne, om han kunde, for selv at plumpe ret tilgagns.
Her har de naaet Højden af Sætervejen, nu skraaner det jevnt
indover; men Middagssolen brænder hedt og lægger sin Glands over
Lier og Aaser og Fjelde fjernt og nær; der borte paa den anden
Side af Aaen ligger Sæteren i Bakkehældet; Buskapen, der kom
op igaar, gaar højt oppe i Lien; nu klinger Luren derover; Far
selv løfter Kløvstaven og skynder paa Blakken, Vesleper sætter Luren
for Munden for at svare, og fra alle Aaser klinger det igjen: «Nu
komme vi til Sæters!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
