Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalen. (P. Botten-Hansen. 1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frembød et meget usselt Skue for den framsynte Iagttager, medens
Fanden var bleven rent borte fra den Dag af, at Mikkel Steine
havde stødt paa ham i Gluggen af en Rypeskytterhytte inde i Fjeldet,
hvor han sad i Skikkelse af en sort Hund og briskede sig med
snurrende gloende Øjne, der vare store som Tintallerkener og saa
uforskammede at se til, at Mikkel bandede paa, at han havde havt
god Lyst til at smelde paa ham med Haglene lige i Skolten, hvis
han ikke havde havt saa lidet Krudt tilovers. Jeg vil nu ikke tale
om Haugafolkene — de Underjordiske — med hvem man i gamle
Dage stod paa en meget gemytlig Fod. De ere nu rent forsvundne
fra det menneskelige Selskab, og det hører endog til Sjeldenhederne,
at de, som i 1846, tage en Jente ind i Fjeldet til sig, forat bøde
paa den gruelige aristokratiske Ensformighed og Søvnighed, som
hersker i deres Paladser.
Fra Vaage eller rettere fra Annexet Sel gaa vi over Rusten
til Læsje. I denne Alpebygd, paa en Højde af 16—1900 Fod over
Havet, faar Dalen en større Vidde og Jævnhed, end den noget
andetsteds har. Vandene befinde sig i Tvivl om, enten de skulle
rinde mod Syd eller mod Nord. Endelig bestemme de sig til begge
Dele. Fra Læsjevandet tager en Vandmasse ned til Romsdølerne,
en anden — Laugen — foretrækker at hilse paa de stolte
Gudbrandsdøler. Læsje maa af Naturen være bestemt til en patriarkalsk
Bygd. Beboerne have misforstaaet dens Vink og omskabt Engene
til Agre og indført Politiken i Husene. Men denne Misforstaaelse
hævner sig grusomt andet eller tredje hvert Aar. Den flittige
Jordbruger gaar en Augustkvæld rundt sine Agre og glæder sig i
det bølgende Korn, som, ved Skigaarde beskyttet mod
Nordenvinden, allerede begynder at blive saa modent, at det om nogle
Dage kan skjæres. Og da vil han have Føde for to Aar. Om
Natten klarner det op. Næste Morgen skinner Solen venlig og
varm; Agrene begynde at sortne, som om de bleve svedne i dens
Straaler. Men Solheden viser kun Virkningerne af den stjerneklare
Nat, der har tilintetgjort Bondens Afgrøde og med den hans skjønne
Forhaabninger for dette Aar. Havde han anet, at den
tilintetgjørende Kulde var saa nær for Døren, vilde han have reddet
idetmindste en Del af sin Avl. Han vilde have dynget Granbar og
Ener sammen rundt Agrene og antændt Dyngerne, og den ned
slaaende Røg vilde have beskyttet Kornet mod Frosten. Dette
gjør Læsjeværingen, naar han itide mærker Frostnatten; i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
