Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I Skovmarken. (J. S. Welhaven. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og studse ved den Mangfoldighed af Naturscener, som Skovtykningen
skjuler.
Den Tømmerskov, vi havde at befare, bestaar af Gran og Furu
og indtager en betydelig Dal- og Fjeldstrækning, der gjennemstrømmes
af Skilbreien, en Elv, som falder i Bægna. Vor Indgang i Skoven
skede paa et af dens skjønneste Punkter. En temmelig brat, men
kort Bakke førte til et jevnt Strøg, hvor Furuerne stode ranke,
frodige og smukt samlede med luftige Mellemrum paa en frisk
Bund, i hvis Lyngteppe et fint lysfarvet Græs og det skjøntformede
Blaavejsblad vare rigeligt indvævede. Enkelte Birke og Klynger af
tyndstammede Oretrær stode paa smaa solbare Grønninger; hist
og her viste sig en overgroet Klippeblok blandt de rødlige
Furustammer. Solskinnet legede mellem Træerne, og en svag Luftning
legede i deres Kroner.
Vejen bar tilvenstre af denne Skovslette. Paa den anden Side
havde vi en lav, kratbevoxet Fjeldrabbe, og derbag gik Skilbrejen
i Dybet og lod os høre sin Susen. Min brune, livlige Fjeldhest
havde ført mig et Stykke foran de andre. Jeg standsede den ved
en Bjergskrænt, hvor Vejen bøjede af og delte sig i flere
Skovstier. Elven gik lige under Skrænten i et fast Klippeleje,
Dalstrækningen blev ujevn, Skoven vildere og tættere her, og kun ved
at se tilbage paa Furumoen fandt Øjet en sparsom Udsigt. Jeg
følte her, første Gang paa denne Rejse, Ensomhedens underligt
beklemmende Indtryk. Det var, som om jeg med Et fik en
Opfatning af Skovens overordentlige Udstrækning. Fjernhederne bleve
mig ligesom hørbare i den uafladelige, dæmpede Susen, der drog
hen gjennem Trætoppene; Omgivelsernes Vildrede forekom mig
uigjennemtrængelig, naar jeg betragtede de dybe Dunkelheder, hvori
Stierne smuttede ind, og selv den stærke, aromatiske Skovduft
bidrog sit til den overvældende Fornemmelse af det Naturliv, som
omstimlede mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
