Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julen. I. (Joh. Th. Storaker)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Børnene først og siden hele Familien er samlet om Bordet. Alle
ere højtidsstemte. Især ere de Unge forventningsfulde, og deres
Tanker gaa mellem Furuerne derude i Vinternattens Mørke og
Bethlehem, mellem Julebukken og Aasgaardsrejen og de himmelske
Hærskarer, som sang Julenatten. Og deres højtidelige Stemning
stiger, naar Julesalmen istemmes, naar man sætter sig til Julebordet
med dets Højtidskost og Ølkruset gaar rundt, naar Far og Mor
takke hinanden med Haandslag og alle de andre dem igjen, som
næsten aldrig ellers, naar det heder, at den eller den skal «sidde
over» og vaage, til Dagen gryr, naar mod Sædvane alle skulle
ligge inde osv. Da kommer ogsaa gammel Skik og gammel Tro
paa Tale.
Fra Søndag før Jul til Helgens Ende er Huldrefolket ude at
færdes. De rejse i Højtidsbesøg til hverandre, og da kan det
ogsaa hænde, at de tage ind paa en Gaard og forsyne sig, med
hvad de forefinde der.
Julebukken holder sig om Sommeren i Skoven, men kommer
hjemover et Stykke hver Dag. Lille Juleaften er han i Badstuen,
Juleaften er han i Krogene i Huset, og søger at tage de smaa Børn.
Ellers kommer han egentlig for at smage paa Julegrøden, og naar
han har gjort det, gaar han igjen.
I Vættehaugene er der Lystighed og Drikkelag, Spil og Dands.
Vættelysene skinne i lang Afstand, og da er det en spøgelig Sag
at nærme sig disse Steder. Vættehaugene ere egentlig Gravhauge,
og det er saaledes de afdøde Fædre og Frænder, som her holde
Jul paa gammel, vant Vis. Det kan ogsaa hændes, at de da samle
sig i Kirken, hvor Lysene skinne ud fra de Dødes Gudstjeneste.
Ogsaa Troldkjærringerne ere da paafærde. Juleaften samle de
sig i Kirketaarnet, gnave Rust af Kirkeklokkerne og smøre den paa
Sopelimen, raabe: «Høgt op aa langt fram!» og fare saa afsted til
Hornelen eller til Bloksbjerg eller til Dovre eller til Vardø eller
til noget af de andre Steder, hvor de træffe sammen med
Gammel-Erik og holde Højtid. Især paa Dovre yrer det i Juletiden af
Troldkjærringer; de se ud som svarte Katte. Sopelimen eller
Møgspaden maa Juleaften stilles udenfor Fjøsdøren, saa Troldkjærringen
kan finde noget at ride paa; ellers vilde hun tage en Hest eller en
Ko, og det var værre. Den, som vil forskrive sig til Fanden og
blive Troldkjærring, faar gjøre det Julenat. I Julen er det ogsaa
især, at Aasgaardsrejen er ude.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
