Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vettis-Gjelen. (H. F. Bøyesen. 1822)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
liden Bjergryg, som gaar i Øst og Vest, bestaar af ganske nøgne,
glatte Klipper (Svabjerg) og er derfor vanskelig og farlig at ride.
Nu kommer man til de vakre Svalemssletter, der i en temmelig
Strækning føre lige til Gaarden Gjelde. Man har nu fra Farnæs
reist en halv Mil, og her mærker man, at Gjelen er nær.
Naturen har allerede antaget en streng Karakter, dens Smil er
rent forsvunden. Dalen kniber sig her tilsammen, høiere taarne sig
paa begge Sider de sorte Fjeldmasser, der udbrede store,
melankolske Skygger. Man gjør vel i, naar man kommer til Gjelde for
at reise videre fremad, at give sin Hest Afsked og fornemmelig
betro sig til egne Ben. Man gjør kanske endnu bedre, naar man
tillige herfra forsyner sig med nok en Ledsager. Gaardmanden
Eivind tilbød sig selv, og da han ikke kunde være den hele Vei med,
lod han tillige sin Karl følge. Da Eivind havde fundet sin
Haandøxe, som han længe ledte efter, og hvis Brug og Nytte jeg først
senere skulde erfare, gik vi alle afsted.
Et kort Stykke fra Gaarden Gjeldes Vaaningshuse begyndte
den rædsomme Vei. Indgangen til Gjelen er samme fuldkommen
værdig. Det er Gjeldehøien, som man maa klavre op over. Den
er en Udkant eller en saakaldet Kamp, bestaaende af Granit og
Svabjerg, der som en liden Gren skyder ud fra Fjeldet og luder
over Elven, som her beskyller dens Fod, der lodret, eller snarere
noget indbøiet, sænker sig i Grunden. Det er saaledes umuligt at
tage nogen Vei nedenfor, da Klippevæggen selv udgjør saa at sige
Elvens Ramme. Det er overordentlig tungt at stige opad den bratte
Høi paa den vanskelige Sti, i en meget anselig Høide, og stedse
paa Kanten af svimlende Styrtninger. Rimeligvis er det denne
Høi, som har bestemt Høiden af Stien i selve Gjelen; thi ellers
skjønner man ikke, hvorfor den er anlagt saa høit oppe paa Siden
af den frygtelige Væg, at man, ved at glide ud, nødvendig maa
være knust, inden man naar Vandskorpen. Har man nu naaet det
øverste af Høien, maa man svinge til Høire, og kommer da ind i
selve Gjelen ad en Bro af svigtende Træstammer, belagte med
Næver, Tørv og Grus, der alt tilhobe gynger sig under Vandrerens
Fod. Fjeldet helder her noget ud over den Gaaendes Hoved, og
gjerne helder man sig selv ind til samme, som til en fortrolig Ven,
for ikke at blive var og, om muligt, undgaa Tanken om at det
er en Afgrund, man svæver over, hvorom man dog ved det fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
