Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vettis-Gjelen. (H. F. Bøyesen. 1822)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den gyngende Bro, eller rettere Klop, i Dybet nedstyrtende Grus
alt for tydelig mindes. Nu er man da i Gjelen.
Stien er her ikke bredere, end at man netop kan staa med
begge Fødder ved Siden af hinanden, og undertiden har man kun
Fæste for den ene Fod, ja stundom har man slet intet egentligt
Fodfæste, fordi Jord- og Stenskred har skjult store Stykker af
Veien, og man maa da med Foden ligesom rode sig et Standpunkt
i den løsere Jord, som her overdækker den hele uhyre Væg, til
hvis øvre Del Vandreren, hele Veien igjennem, staar i samme
Forhold som det ene Ben til det andet i en meget spids Vinkel,
idet han med den nedre Del af Fjeldvæggen danner en desto
stumpere Vinkel, som kommer den lige Linie gyselig nær.
Omtrent en halv Fjerding inde i Gjelen, paa den anden Side
af Elven i Nord, høit oppe mod Fjeldets Tind, aabner sig en
Tværdal, den mærkelige Afdal. Gaardens Huse ligge paa en saa
brat Skræntning, at medens den underste Svilstok hviler med den
ene Ende paa den blotte Jord, maa den modsatte understøttes af
en 4 Alen høi Mur, for at faa en horizontal Beliggenhed. Agrene
ligge saa bratte og saa aldeles i Nærheden af det rædsomme Stup,
at ingen Uvant engang vover sig derhen. Og naar man her fra
Gjelen ser de Engsletter, som mere hænge end ligge ud over
Dybet, og som dog aarlig slaaes med Stutaarven (en liden, kort
Ljaa, som føres med en Haand), saa begriber man ikke det
fortvivlede Mod, som vover at færdes og sysle her, medens
Afgrunden har aabnet sit Svælg for at modtage den Dumdristige. Noget
ovenfor Vaaningshusene er en ganske taalelig Flade, og naar man
spørger Manden, hvorfor han ikke har bygget sine Huse der,
svarer han, at Stedet er ubebyggeligt formedelst Sneskred.
Gjennem Dalen strømmer Afdals-Elven, som udspringer fra
Horungstinderne, løber i en Afstand af 30 Alen fra Gaardens Huse og
omtrent 150 Alen fra samme udgyder sig med Tordenbrag i en
vældig Fos. Drønet af samme og det ved dens Udstyrtning
foraarsagede Lufttryk er saa stærkt: om Sommeren, at Vaaningshuset
synes at skjælve, og alt, hvad Flydende der i aabne Kar
fremsættes paa Bordet, er i en bestandig rystende Bevægelse, fast som
ombord paa et Skib i urolig Sø. Væg og Vinduer, som vende
ud mod Elven, ere da altid befugtede af det pidskede Skum, som
i uendelige Smaapartikler idelig kastes tilbage fra Fossen. Man
angav dens Fald for 200 Favne. Og sænker man Øiet ned i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
