Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vettis-Gjelen. (H. F. Bøyesen. 1822)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dybet og igjen opløfter det til Elvens Udløb af den høie Dal,
saa finder man dette Maal meget troligt. Ved Siden af denne Fos,
i den haarde Granitvæg, som den beskyller, er en mineret Rende
— jeg kan ei kalde det en Vei, endskjøndt den gjælder derfor —
bred nok til, at et Menneske og høist en liden, vel afrettet Hest,
dog ikke ved Siden af hinanden, kan gaa deri. Denne Rende,
hvis Hvælving ikke er saa høi, at en voxen Mand kan gaa opreist,
er Gaardens eneste Vei, der stiger op til en anselig Høide. Men
da denne Fjeldrende ikke kunde forlænges i en tilbørlig Høide,
saa har man udfyldt det tilbagestaaende Gab ved fire sammenføiede,
omtrent 6 à 7 Alen lange Tømmerstokke, der slutte til Fjeldrenden
og med sin øverste Ende hvile paa en høiere Fjeldknap, der tillige
tjener til Fæste for Broen, som fører over Fossen. I disse Stokke
ere indhugne Skurer, ligesom Trappetrin. Og naar man nu gaar
opad disse Skurer og da ser imellem Stokkene den skummende
Fos under sig, medens man indhylles af dens Dampskyer, saa maa
det være en Leirdøl, som da ikke sanser det, at hans Liv hænger
af nogle Tommer skrøbeligt Træ. Det forstaar sig, hverken denne
Trævei, saa lidt som Fjeldrenden selv, ei heller Broen er forsynet
med noget Slags Rækværk eller Haandrev.
Vandringen fremad i Vettis-Gjelen blev nu alt mer og mer
besværlig. Snart standsedes man af Sneskred, hvor de skuffende
Stene vege under Fodens Tryk, hvor man kun ved ilende at skride
hen over de bevægelige Dynger kunde undgaa at glide ned i
Dybet, for paa engang at stenes og druknes. Snart stod man
stille ved en Væg af Is, Sporet af en endnu ikke forsvunden
Lavine. Her syntes al videre Fremgang umulig. Men herpaa
havde Eivind forberedt sig. Med sin Øxe hug han i Isspeilet en
Skure, hvori han satte Foden, nok en Skure, hvori han satte den
anden Fod; og saaledes vedblev han at hugge og gaa, indtil han
var kommen over. Vi andre, En for En, skulde nu ogsaa gaa over
i de Spor, han med sin Øxe havde betegnet. Her var intet andet
for: man maatte tage Mod til sig. Med yderlig Betænksomhed,
Øiet stivt heftet paa det Punkt, hvor man skulde træde, maatte
man sætte Foden fremad, og stedse fremad, uden at standse for
at lette det hæmmede Aandedræt. Mere end en halv Mil maatte
vi gaa paa Randen af lutter Afgrunde, og ofte over saadanne
Sneskred, som endnu ikke vare optøede, der ligesom uhyre Speile
hængte næsten lodrette fra den høie Fjeldryg lige ned i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
