Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En Sejlads i Finmarken. (Skillingsmagasinet. 1869)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vestenvind at gaa tilbage nedover Elven. Men det var mere, end
Baaden med Bredsiden til Søerne kunde taale. Idetsamme Vinden
fyldte Sejlet, kom der en Styrtsø, og førend Baaden fik nogen
Fart, gik den om. En Stund laa den paa Sejlet, og medens den
langsomt gik rundt, vare alle saa heldige at komme op paa Hvælvet.
Klokken var nu mellem 6 og 7 om Aftenen.
De Ulykkelige befandt sig nu i en fortvivlet Stilling,
gjennemvaade, i en hvinende Storm, hvert Øjeblik overskyllede af Søerne
og med den anstundende lange Oktobernat ivente. Baaden var
kantret paa saa dybt Vand; at Masten ikke naaede Bunden, Strømmen
tog i Mast og Baad og førte Vraget langsomt ned gjennem Elven.
De dreve gjennem Elvemundingen tilfjords, saalænge som
Elvestrømmen i Forening med det faldende Vand havde større Magt
end Stormen, som lidt efter lidt var gaaet højere paa Nord; men
saasnart Floden atter indtraadte, maatte Baaden atter følge
Flodbølgen op efter Elven. Man kan lettere tænke sig end beskrive
disse Skibbrudnes Stilling, som staaende paa Knæ paa Baadhvælvet
klamrede sig fast til Kjølen, deres eneste Støttepunkt. Den eneste,
som holdt Modet oppe hos sig selv og de øvrige, var Herbert Wibe.
Han havde før siddet paa Hvælvet og var bleven reddet under
ligesaa ugunstige Omstændigheder, og det lykkedes ham tildels at
indgyde de Ulykkelige Mod og Hengivenhed i deres Skjæbne. Da
Klokken var henved 10 om Aftenen, mistede de sin første Mand.
Det var en ung, ugift Skydskarl, som havde en af de uheldigste
Pladse nærmest Baadens Fremstavn. Han havde i længere Tid ikke
mælet et Ord, og kun med et dybt Suk gled han langsomt ned
af Hvælvet. Hans nærmestsiddende Ulykkesfælle blev det var, greb
instinktmæssig med Haanden ned i Vandet og fik fat i den
Synkendes Trøjekrave, hvorved han atter trak ham op paa Hvælvet.
Men Kræfterne svigtede ham fremdeles, og det varede kun en kort
Tid, førend han sporløst forsvandt. De øvrige fem tilbragte nu en
lang og søvnløs Nat paa Hvælvet. Stormen vedvarede med samme
Styrke, Baaden overskylledes af hver kommende Styrtning og drev
op og ned med den vexlende Flod og Fjære. Alle bad de Gud
om Kraft til at holde ud Natten over og om Redning den følgende
Dag. M. var, som rimeligt kunde være, den mindst udholdende i
denne for ham ukjendte Stilling. Hans Sindsstemning var desuden
meget nedtrykket; thi han tillagde sig selv Skylden for Ulykken
og bad de andre om Tilgivelse, og desuden uroedes han ved Tanken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
