Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jordvidde, der bruges som indmark, er dyrket. Driftsordningen faar
derfor naturlig karakteren af et skiftebrug. Et rent vekselbrug er
dog intetsteds almindelig indført, men sædskiftet bestaar deri, at man,
efterat jorden i en kortere eller længere aarrække har ligget til eng,
dyrker andre kulturplanter. I regelen dyrkes da i de to første aar,
efterat græsvolden er bleven ompløiet, havre eller byg; dernæst har
man i 3die aar poteter eller andre rodfrugter samt tildels brak; 4de
aar dyrkes ofte byg eller hvede med isaaet græsfrø, eller ogsaa har
man brak. Efter brak følger rug, derefter eng i 3 til 6 aar.
I det hele taget følges dog sjelden noget bestemt sædskifte
ufravigeligt, men der gjøres overalt forandringer i den vedtagne
række af kulturplanter, eftersom konjunkturer, aargangen, tilgang paa
arbeidskraft, gjødselforraadet o. s. v. synes at gjøre tilraadeligt.
Navnlig er der ingen fast regel for engens varighed, den bliver ofte liggende,
saalænge den findes at give tilfredsstillende avlinger, og benyttes i de
par sidste aar undertiden som havn.
Jordbruget i Smaalenene drives i det hele ikke intensivt, idet
afsætningsforholdene ikke indbyde dertil, maaske med undtagelse af
den nærmeste omegn af Frediikstad. De i senere tid anlagte
jernbanelinier ville imidlertid sandsynligvis virke noget i denne retning,
navnlig fordi de fleste bygder i Smaalenene derved have faaet adgang
til Kristiauia, hvorfra man tidligere ved afstanden var udelukket,
ialfald for mange produkters vedkommende. „
Hovedtrækket i det smaalenske vekselbrug er, som ovenfor vist,
den fleraarige eng, hvilket har sin grund i, at jordbrugets
udvikling i den senere tid har gaaet stærkt, i retning af at grundlægge
landmandens økonomi paa et rationelt husdyrbrug. Det tidligere stærkt
drevne kornbrug truede med at udarme jorden — hvilket kommer tilsyne i
havreskifterne — og der var store strækninger, som kun gav lidet
lønnende avlinger. Det gjaldt derfor at forme bruget saaledes, at der
kunde tilveiebringes en salgsvare, for at vinde de nødvendige kontante
penge, paa samme tid som jordens produktionsevne ikke maatte angribes
for stærkt, og gjødselproduktionen maatte øges, forat den i høi grad
ønskelige erstatning til jorden for bortført plantenæring i videst mulige
udstrækning kunde ske. Til opnaaelse af disse øiemed var den eneste
udvei at gribe til dyrkning af fodervækster, men paa det standpunkt, som
det smaalenske jordbrug hidtil har indtaget, var engdyrkningen det, som
laa nærmest. Dyrkning af andre fodervækster, som forskjellige slags
rodfrugter, krævede større indsigter, en mere udviklet drift, større og
lettere tilgang paa kraftfoder, end der ialfald lige til den seneste tid
har været, kort sagt, andre saavel økonomiske som kommercielle
driftsbetingelser, end der hidtil har fundet sted. Det var derfor det
naturlige, at man greb til en stærkt udvidet engdyrkning, og engen maa nu
i Smaalenene betragtes som landbrugets økonomiske grundlag.
Forholdet mellem agerbrugets og fædriftens bruttoudbytte.
Det er ovenfor oplyst, at den aarlige værdi af korn- og
potet-avlingen omkring 1875 er beregnet til kr. 6 801 000 og værdien af
fædriftens produkter til kr. 6 293 000. Disse beregninger ere vistnok
ikke ganske sikre, navnlig hvad fædriftsudbyttet angaar, der desuden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
