Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det gamle Sarpsborg var en af Norges ældste byer. I aaret 1016 lod
Olaf den hellige den tange, der stikker frem i Giommens østlige arm paa
nordsiden af den berømte fos Sarp, afgjærde ved en grav og en jordvold og paa
dette saaledes afgrænsede og paa en maade befæstede jordstykke byggede
ban en kongsgaard og en Mariakirke, hvorom der da dannede sig en stad
efter datidens vilkaar. Denne kaldtes i den ældre tid hyppigst blot Borg,
og heraf opstod igj en navnene Borgarthing, Borgesyssel og Borregaard
(Borgar-gerdi), ligesom man har exempel paa, at Giommen i sit sidste løb
nedenfor Sarpfossen er kaldet Borgaaen. Senere blev navnet Sarpsborg (i slutn.
af middelalderen af Tyskere og andre fremmede forvansket til »Salsborg»)
almindeligt.
Kong Olaf tilbragte oftere vinteren i Borg og stedet besøgtes ogsaa ikke
sjelden af de følgende konger; det var, som bekjendt, her, at Haakon
Sverres-søn knyttede sin forbindelse med sin søns senere moder, Inga fra Varteig.
Borgarthinget, der holdtes paa St. Mariæ kirkegaard og var et af Norges
hovedthing, var oprindelig fælles for hele Viken (Ranrike, Vingulmark,
Vestfold), hvortil siden ogsaa kom Grenland, men efterhaanden som lagmændene
bleve flere, blev det kun thing for Borgesyssel. Paa Borgarthinget ere flere
konger hyldede; her fik bl. a. Baglerkongen Philippus først kongenavn.
, Mariækirken, der endnu omtales i begyndelsen af det 13deaarhundrede,
synes ikke at have været til i 1397, hvorimod der ved hint aar i »den røde
Bog« omtales en Olafskirke og en Nicolaikirke i Borg. Samtidig navngives
i det samme kildeskrift en del gaarde i byen: Raudkopsyardr og Jiilsgardr
(begge i n.v. for Olafskirken), Mur am eis taragar dr, Platrinn, Sandsgardr,
Vestrigardr, samt andensteds ogsaa Prestgardr og Sydrigardr. Til Sarpsborg
regnedes ogsaa Borregaard, der var inddelt i løkker. Denne gaard, der
allerede da var af stor værdi, skjænkedes 1312 (Dipi. Norv. III, p. 97) af kong
Haakon til hans svigersøn, hr. Haftor Jonssøn, tilligemed den halve del af
Sarpfossen, i hvilken der dreves fordelagtige møllebrug1). Denne gave sees
flere gange at være stadfæstet af følgende konger.
Nogen betydelig by blev Sarpsborg aldrig. I det lange tidsrum, da
Hanseateme tilreve sig Norges handel, finder man aldrig omtalt, at de dreve
forretninger her, saaledes som i Oslo og Tønsberg, og dette er netop det
bedste bevis paa, at der ikke var noget at gjøre for dem i Sarpsborg. Byen
hørte altid til de stæder, som manglede egen jurisdiktion, var altsaa ikke
hvad man kaldte villa forensis. I det 16de aarhundrede finder man, at
Sarpsborg er givet i forlening til adelsmænd sammen med større eller mindre
dele af Borgesyssel, saaledes i 1528 til Henrik Krummedike (Dipi. Norv.
X, s. 747).
Byen havde en raadstue, der første gang nævnes 1489, og dengang i
regelen to borgermestere samt nogle raadmænd. De af disse
magistratspersoner, hvis navne kjendes, findes opregnede i Chr.a Videnskabs-Selsk.
Forhandlinger for 1879, bd. 13, s. 7. Efter reformationen har her rimeligvis, som
i andre kjøbstæder, været en latinskole. En af Norges lærdeste og
frugt-bareste forfattere i det sekstende aarhundrede, Mag. Halvard Gunnarssøn,
lektor i Oslo (f 1608), fortæller om sig selv, at han i Sarpsborg havde lagt
grunden til den lærde dannelse.
Det sekstende aarhundrede medførte for øvrigt en række haarde prøvelser
for Sarpsborg og tilsidst endog byens undergang. Allerede kort efter Knut
Alfssøns fald, maaske ogsaa lidt før, hjemsøgtes den lille stad af fiendtlige
overfald. I en halvhundrede aar yngre skrivelse til kongen heder det nernhg
(Dipi. Norv. IV, s. 838), at byen var bleven øde og brændt(?) af »Engelske
og Svenske«. Hvad de »Engelske« angaar, maa her uden tvivl sigtes til, at
kong Hans i 1502 lod føre ikke saa faa skotske krigsfolk op netop til den
del af Norge, som da var i opstand*), og, hvad »Svensken« angaar, kjendes
med sikkerhed, at den bekjendte Nils Ravaldssøn i flere aar (indtil 1504)
hjemsøgte Borgesyssel fra Olafsborg i Bohuslen af, hvor han havde sat sig
») Man har seet anført, at denne fos i fortiden benyttedes som rettersted for forbrydere,
men der kan neppe herfor opdrives anden hjemmel end den enestaaende beretning^ at
Harald Giile lod en af Magnus Blindes msend -fara i Sarp* (Heimskringln, Unger’s udg. s. *07;
a) Se bl. a. herom Lange’s Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur IV, s. 83.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
