Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATl’RLIG BESKAFFENHED.
Her indpaa vidderne er der ingen egentlige dale, omgivne
af rygge, tinder eller nuter med bratte styrtninger, — saadanne
optræder kun ganske enkeltvis. I de brede, udbulede og tildels
skurede groper og dælder, ja selv mod himmelbrynet paa kamme
og rygge ligger rullestenene som udsaaede, i storre og mindre
fordybninger glitrer fjeldvande, der fodes af talrige snefonner
rundt omkring og gjennem stedse voksende bække og elve sender
vand ned i Kvinas og Siras dale eller mod vest ud i fjordene
i Ryfylke.
Renlavens graa tæppe henover sten- og fjeldgrunden,
kræk-linglyngens brune over stene og moræner, polarpilens skinnende,
gronne laktæppe op mod snefonuerne, rypebærplanten med de
skinnende røde bær, hist og her de sølvgraa fjeldvier med den
mørkegrønt skinnende dvergbirk indimellem, og i skorer og
dælder, ved bække og vande det saftige, struttende, grøntskinnen de
græs indvævet i fjeldviddens vilde urter og blom, er al den
vegetation, øiet møder ude i vestheiernes sten-, sne- og vandørken.
Ja, ørkenagtig er vidden med dens «store stilhed . Ikke
en menneskebolig, sæter (støil) findes paa miles afstand; kun
hist og her i dens udkanter støder man paa et fælæger (som
oftest kun en slags stenhytte under en heller i en f jeld revne ),
hvor en fækar har slaaet sig ned med sin smaleflok». Men
inde paa selve vidden skvætter stendulpen fra hver knat og sten ;
heiloen flakser fra tue til tue og lader høre sin monotone,
sorgfyldte fløiten; i og ved kjønner og vande tumler svømme- og
vadefugle sig med deres rige ungekuld, og uventet skvætter
ryperne op fra den brune kræklingelyng lige foran din fod,
medens høit deroppe i den blaa æther ornen sees at seile i vide
kredse, speidende efter bytte.
Har man vinden imod sig, kan det hænde, at man ganske
uventet befinder sig ligeoverfor vildrenbukken, der overrasket
først studsende betragter en for øieblikkelig at sætte pilsnart afsted
i vældige sprang over rullestenene og vandpytter. Men trods
viddens ørkenagtige ensartethed ruller den op for vandreren det
ene storslagne natursceneri efter det andet under dagens
vekslende lys og skygge, saa man staar betagen i stille nyden af de
vidtstrakte vuers eiendommelige skjønhed.»
Om udsigten mod Rjuven fra omegnen af Haahelleren nær
Kvina skriver Keilhau:
Kort efter aabnede sig en frappant, men vist ikke formedelst
sin blidhed tiltrækkende udsigt til Kvinens øvre del og dens
omgivelser i nord ; elven styrter sig i et betydeligt fald ud fra en
stor fjord fuld af nes og holmer, i hvis baggrund Rjuven viser
sig med sorte vægge og lange snefonner. Raa og kold er denne
natur, men stor er den, og især i den sene aftens halvmørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
