Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1SKI-OI.KXING.
da det solgtes, sagde de gamle, at man ikke mere kunde vente
nogen lykke der paa gaarden. Haugen kaldes Imehaugen.
Dette sagn knytter sig til et gammelt drikkehorn, som endnu
er til, og som kaldes hneliWnet. Det var i sin tid solvbeslaaet
og stod paa gaasefodder af sølv. En guldsmed i Mandal tog
imidlertid sølvet af, og siden gik hornet til forskjellige eiere,
indtil det kom til gaarden Fyglestveid i Øislebø, hvor det nu
opbevares. En omstreifer satte engang et slags messingbeslag paa
det, hvorved det mere kom til at se ud som et stort
krudt-horn end som et drikkehorn.
Naar troldene ingen magt har paa ageren, saa er det, fordi
her har gaaet staal, plog eller sigd.
En mand paa Lister red hjemover fra Farsund en julekveld.
Da han red forbi nogle hauge, kom et trold frem og spurgte, om
han vilde drikke tunskaal, og der blev rakt ham et sølvstøb
fuldt af drikke. Han tog støbet og slog indholdet bagover sig;
nogle draaber faldt paa hesten, og de tog straks haarene af. Da
han derpaa red afsted med støbet, raabtes der: Einfod, tag
tofod i laube! Men saa blev der raabt fra en anden haug:
Kid paa det lodne, og ikke paa det snaue! Han fulgte raadet
og red ind paa en bygager, hvor stubberne stod igjen, og derved
beholdt han støbet. Dette horn kom siden til kunstkammeret
i Kjøbenhavn, hvor folk fra Listerbygden saa det; men senere
skal det være bortkommet.
Paa Aa præstegaard i Lyngdal boede engang en præst, som
havde en søn, der kaldtes bondesønnen af Aa . Han red engang
forbi Runesteinslia, som ligger paa heien østenfor, for man kommer
til dalen. Lien kaldes saa, fordi man engang der har fundet en
sten, hvori der var indhugget endel runer, og dem skal Hellig
Olav have hugget med sit sværd. I Lien boede endel trolde.
Bondesønnen fra Aa raabte ud fra veien: «Æ dæ her, en
fær tunskaala? Det svarede fra lien: «Knud Kvi, tapp i!
Bondesonen fraa Aa vil ha drikka!» Da kom der ud et trold
med et sølvhorn, fyldt med drikke. Bondesønnen af Aa tog mod
drikken, men stødte den ud bagover sine skuldre. Nogle draaber
kom paa hestens lænd, og de tog haarene af. Nu red bondesønnen
afsted med sølvhornet. Einfod, einfod! spring og tag mannen
paa renna!» Troldet med én fod sprang, hvad det kunde; men
det kunde ikke naa bondesønnen af Aa, forend han kom til Bom.
Da var hans hest sprængt; men saa red han ind i en bygager,
fordi man siger, at troldene ikke kan gaa i byg.
Runestenen skal tindes ved Herdals kvernhus. Tunskaal,
kaldtes nok egentlig den skaal øl, man for skulde tømme paa
tunet, naar man reiste fra gjæstebud, f. eks. fra bryllup.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
