Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2 (i
SONDRE BERGENHUS AMT
de da har holdt sig i menneskealdre. Nationaldragterne har i
vor tid gaaet mere og mere af brug, men de holder sig i enkelte
bygder, eller enkelte dele af nationaldragten, som kvindernes skaut,
vedbliver at være i brug mange steder.
Det nationale tøi er fra gammel tid vadmelet, og det
udgjorde hovedstoffet i bøndernes dragter. Tildels fandt skind
nogen anvendelse i de vestlige kystlandskaber. Som stof i
benklæder forekommer skind ogsaa i enkelte indre fjelddale.
Vadmelets naturlige farve er graa eller hvid, og deraf fulgte da
ogsaa, at disse farver maatte indtage en fremtrædende plads i
alle ældre nationaldragter. Det hvide vadmel var længe
almindelig brugt, og vel ogsaa ved siden af dette det sorte, der
senere blev almindeligt.
Hans Strøm omtaler i sin beskrivelse over Søndmør, trykt
1762 og 1766, at man for at frembringe den sorte farve
anvendte orebark og en myrjord, som kaldtes «svartedepel». Fra
Setesdalen meddeler Reier Gjelleløl, der skrev i 1770—1780, at
der anvendtes en lignende fremgangsmaade; myrjorden kaldtes
der «surte». Den røde farve frembragtes paa Søndmør enten
ved orebark eller ved nogle lavarter.
Overtøi har ikke været synderlig brugt for i tiden.
Fjeldbondens dragt er endnu væsentlig den samme vinter som
sommer og forandrer sig ikke efter veiret.
Pontoppidan skrev i 1753: «Halsklud eller deslige bruger den
norske bonde ikke uden til hæders. Hals og bryst beholder han
aaben, saa at sneen sankes derpaa, hvilket han agter for sin
prydelse. Derimod bruger han fremfor andre et skjul over sine
pulsaarer, som derved holdes varme, nemlig et slags brede, uldne
baand, kaldet «væflunger», som svøbes nogle gange omkring
haandleddet og holdes for at give stor styrke. Om livet bæres
et læderbelte garneret, til anseelse, med nogle messingpukler.
Derved hænger i en messingkjæde hans tollekniv, hans nøgler og
andet smaat redskab, navnet paa alt dette er slire.»
I de indre bygder, hvor agerbruget var folkets næringsvei,
synes sko at have været udelukkende i brug.
Strømperne har næsten overalt været meget tykke, og næsten
altid af uld. De var gjerne hvide ög ofte strikkede med megen
kunstfærdighed efter vakre mønstre.
Hovedbedækniugen har vekslet meget. Rimeligvis har
oprindelig paa de fleste steder kolleluer været mest anvendt. Disse
brugtes i middelalderen. Udenpaa korvæggen i Ullensvang kirke,
der er fra det 13de aarhundrede, sees saaledes udhugget nogle
mandshoveder af sten med kolleluer. 1 det 18de aarhundrede
synes hatte at have været i brug i de fleste kystdistrikter i
Bergens stift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
