Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEOLOGI.
29
del af feltet mellem det sammenhængende dalføre Koldvasdalen,
Valdalen og Røldalen i øst og dalføret fra Røldal over Seljestad
til Odde i vest (som f. eks. i Sandskarnuten vest for
Valdals-vandet, i Haarreheierne ved Røldal, Skarsfjeldet og
Krosfonds-nuterne paa begge sider af Reinsnaasvandet o. s. v.), videre flere
af de høieste toppe øst for Sørfjorden.
Eftersom den ene eller den anden af disse fire yngre
skiferafdelinger er forherskende, er fjeldviddernes karakter vekslende,
mellem saftige, fede fjeldbeiter (paa alunskiferen og fylliterne) og
golde, øde stenmarker (paa blaakvartsen, f. eks. ved Bessebotnerne
midt paa Vidda). Kun hvor ovenpaa fyllitformationen ogsaa den
mægtige, yngre gneisformation er opbevaret, møder man de vilde,
steile fjeldtoppe, som naar op til 1800—1900 m. over havet, og
som endnu delvis er dækkede af jøkler.
Hele den yngre gneisformation har utvivlsomt engang havt
sammenhængende udbredelse ovenpaa fyllitafdelingen, og denne
og de underliggende afdelinger igjen paa grundfjeldet i disse
trakter: intet er derfor bedre skikket til at overbevise iagttageren
om, i hvilken uhyre udstrækning tidens tand her har tæret, end de faa
opragende, ensomme toppe midt paa Vidda, som f. eks. Haarteigen, hvor
større dele af den samlede lagrække endnu er i behold. — Efterat
der af den gamle søbund med sine afleininger var dannet en
bjergkjæde, begyndte udgravningsarbeidet: rindende vand, frost og
hede, is, vind og veir har fnug for fnug udgravet dalene og
ud-meislet fjeldformerne og herunder gjennem kanske millioner af aar
bortført svære lagtykkelser, som i svundne tidsrum afsattes i
ukjendte have. Tilslut har istidens bræer (hvorom mere
nedenfor) lagt den sidste haand paa verket.
Fra den store udbredelse paa Vidda sænker sig
skiferformationen i flere retninger ned mod havet; saaledes sydvest for
Røldal (nemlig i dalstrøget syd for Aakrefjorden, over Stordalsvandet
til Etnepollen), videre ned gjennem Sørfjordens dalføre; og i den
nordre del af amtet, over Nipahøiderne ned til Osedalen i Ulvik.
Grænsen mellem grundfjeldet og den overliggende alunskifer, der.
paa Vidda oftest holder sig i en høide af 1200 og 1400 m. o. h.,
er saaledes ved Berge ved Laatevandet kun 400 m. o. h., og i
Osedalen kun c. 380 m. o. h. I den sydligste del af amtet, nemlig
i Fjeldberg og Etne prestegjælde, kommer den sorte alunskifer
helt ned til havfladen.
I Vasfjærens vældige, bratte væg ud mod Osedalen ser man
saaledes, hvorledes alunskiferne tegner sig med skarp grænse mod
grundfjeldets underliggende granit, og over alunskiferen igjen følger
den hele række af blaakvarts (her kalkholdig), de glinsende skifere
og øverst den mægtige afdeling af yngre gneise.
Fra foden af Vasfjæren igjen kan man følge de let smuldrende
alunskifere og glinsende skifere over Solsivandets dalføre i Ulvik
og over mod Graven; videre gjenfinder man de samme skifere i et
stort felt paa Voss, paa begge sider af Vangsvandet, Lønevandet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
