Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE.
81
Stenviksholm, hvor Claude Collart havde indesluttet sig, blev efter
nogen tids beleiring erobret og den svenske anfører taget tilfange.
Under syvaarskrigen trængte, som bekjendt, svenske hære
dybere ind i landet, end de nogensinde tidligere eller senere er
komne. Meget tyder hen paa, at Norge ved denne tid virkelig var
sin fuldstændige opløsning nær, og at landet maaske endog vilde
være gaaet fuldstændig op i Sverige, hvis forholdene i dette sidste
rige havde været noget mere befæstede. Et karakteristisk udtryk
for den stemning, som var raadende hertillands, har vi i ethvert
fald i de stemplinger, som eventyreren Enno Brandrøk foretog,
og som gik ud paa intet mindre end at bringe Norge under den
svenske konge Erik den 14des herredømme. I denne episode, som
ikke er og vel neppe heller nogensinde vil blive fuldt belyst, spiller
vestenfjeldske adelsslegter en vis rolle.
Enno Brandrøk, der var søn af adelsmanden Kristofer
Thronds-søn Rustung og Karen Skanke, var født i Østfrisland. Han
tilbragte i sin ungdom et bevæget liv. Tørst gik han i Morits af
Sachsens tjeneste og deltog allerede i 15-aars-alderen i slaget paa
Lüneburgerhede, hvor Morits faldt i kampen mod hertugen af
Brandenburg. Senere kjæmpede han i Ungarn mod tyrkerne. Derpaa
tog han tjeneste hos Filip den anden af Spanien og deltog i
dennes krig mod franskmændene. Han var blandt andet med i
det bekjendte slag ved St. Quentin i 1557. Derefter deltog han
i Ditmarskerkrigen. Senere tog han tjeneste i Skotland hos
greven af Murray; men da den nordiske syvaarskrig brød løs,
vendte han tilbage til Norden, og tjente i et tysk leiekorps mod
svenskerne. Da hans tjenestetid var udløben, opholdt han sig først
i Danmark, men drog derpaa 1566 til Norge og gjæstede den
trakt, hvor hans faders slegt var bosat. Dette korte besøg blev
skjæbnesvangert nok. Han begav sig nemlig herfra til kong Erik
XIV af Sverige og forestillede denne, at en stor del af adelen i
Norge, navnlig i Bergenhus len, tilligemed almuen var misfornøiet
med den danske styrelse, og at han var bemyndiget til at afgive
den erklæring for den svenske konge, at de misfornøiede i Norge
vilde gjøre oprør, hvis han vilde antage sig deres sag. Han
fortæller i sine breve blandt andet, at Fredrik den anden havde
tragtet ham, hans salig fader Kristofer Rustung og hans slegt og
børn efter velfærd, liv, ære og redelighed, blot fordi de var komne
af norsk slegt og herkomst. Han lover, at han vil udrette, at
alle Norges riges indbyggere, ædle og uædle, synderlig de, som
er af norsk slegt, blod og herkomst, skulde sig begive under hans
majestæt kongen af Sverige. Endvidere lover han, at alle de
„jutefogder og befalingsmænd, der ere, skulle og straks ihjelslaaes,
og om halsen, liv og leverne bringes."
Blandt de adelsmænd, som han saaledes opgav, var hans
svogere Erik Orm til Vatne og Amund Lauritssøn Dahl til
Sandviken i Kvinnherred, Erik Orms svoger Jon Gautessøn Smør til
Sveen i Finnaas, dennes broder Thorbjørn Gautessøn, Jon Gutorms-
Søndre Bergenhus amt. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
