Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
BERGENS BY’.
bevise sig om, hvor nødvendigt det var for bønderne at kunne
benytte de faa godveirsdage, som forundtes dem; fra midten af
juni til slutningen af august var det, som han selv siger i sit
brev, uafladelig regn, med undtagelse af fire eller fem dage, hvor
der var opholdsveir, men som dog ikke fulgte umiddelbart efter
hinanden. Han bestemte derfor, at det trods de ældre strenge
bestemmelser skulde være tilladt at fiske sild, naar som helst
den søgte til land, og ligeledes at bjerge hø eller høste korn paa
helligdage, naar veiret ikke tillod det paa søgnedage, dog
saaledes, at vedkommende biskop i tvilstilfælde skulde afgjøre, om
veirliget virkelig havde været saa slemt, at hin fritagelse burde
finde sted eller ei.
En vigtig bestemmelse var ophævelsen af jernbyrd eller
egentlig af gudsdomme i almindelighed som bevismiddel for
retten. «Det sømmede sig ikke,» sagde legaten, «for kristne mænd
at friste Gud til at give vidnesbyrd om menneskelige anliggender.»
Om tronfølgen bestemtes, at ægte søn altid er at foretrække
for uægte. For at værne om klosterlivets renhed satte
kardinalen bansættelsesstraf for den, som krænkede nonner.
Paa de fleste steder herskede mellem de almindelige geistlige
og tiggermunkene uvenskab, som maaske forøgedes ved den
hyppige anvendelse, pavestolen fandt for de sidste, hvor det
gjaldt at skrabe penge sammen. Det var i Norge fornemmelig
mellem prædikebrødrene eller dominikanerne paa Holmen og
korsbrødrene ved Domkirken, at fiendskabet ytrede sig, efterat
korsbrødrene i Nidaros, i Oslo og Bergen havde indrømmet dem plads
for deres klostre nær domkirkerne og kannikegaardene, hvad de
nu bittert angrede. Korsbrødrene i Bergen søgte at indsnevre
den dominikanerne indrømmede tomt, og paa kardinalens
forestilling udvidede biskop Arne tomten noget. Men korsbrødrene
var ærgerlige herover og benyttede sig af den omstændighed, at
dominikanernes hus og have laa lavere end deres, til yderst paa
bakkeheldet at opsætte nogle træskur, hvilke de brugte til
vaudhuse, saa at al nrensligheden flød ned til dominikanerne og
voldte den ulideligste stank.
Den tiynt, dominikanerne omkring 1230 havde faaet af kong
Haakon og biskop Arne, laa ved Buntelbo mellem Holmen og
Sverresborg; grunden her tilhørte dels kongen, dels domkirken.
Dominikanerne klagede til kardinalen, som forlangte, at
korsbrødrene skulde flytte hine træskur. Korsbrødrene bad dog om,
at skurene maatte staa, imod at de forpligtede sig til aldrig for
eftertiden at anvende dem til hint brug. Heri føiede kardinalen
dem, men satte for sikkerheds skyld banns straf for dem, der
senere maatte overtræde forpligtelsen. Derhos anmodede han i
en særskilt skrivelse kongen selv om at paase forbudets over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
