Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
BERGENS BY.
lukkedes inde mellem kl. 12 og kl. 2 i et af klasseværelserne
og skulde blive der uden mad.
Naar det var stygt veir, kunde enkelte elever, som havde
vel lang vei, faa tilladelse til at sidde efter med mad i timerne
12—2; de kom til skolen med en kurv med gode sager og blev
saa laaset inde. At sidde efter med mad var en herlighed, at
sidde efter uden mad var straf.
Fjærpenne benyttedes til først i 1850-aarene, da de første
staalpenne kom til Bergen. Der brugtes fjærpenne og
staalpenne ved siden af hverandre i 1850-aarene; mistilliden til
staalpenne var i begyndelsen stor, men de fortrængte
efterhaanden aldeles fjærpennene, der nu er saagodtsom udryddede,
hvad de maaske ikke har fortjent.
Med vand, ved og belysning var der mange vanskeligheder
endnu i 1850—1860. Der kom ikke vandledning før i 1854.
Man hentede tildels vand i brønde; en brønd kaldes i Bergen
en bæk, men en bæk kaldes en elv. Tøsene havde en vassele
og to bøtter, i hvilke de hentede vand fra bækken, det vil sige
brønden. Flere steder stod der store kar, som fra en eller anden
kilde eller opkomme fik tilsig af vand. Mest anseet var det
saakaldte bispevand, der kom fra et opkomme nær den forrige
bispegaard, og hvis beholder stod paa hjørnet af Kong Oscars
gate og Skivebakken.
Regnvandet lededes ned fra taget i et stort kar,
regnvands-træet, der var anbragt næsten paa hver gaardsplads.
Til et hus hørte en vedbod. t’eden kom før St. Hans, mest
fra Nordfjord, og opstabledes i vedboden. «Dragere» bar paa
sin ryg ved hjem til kjøberne fra lossepladsene ved Vaagen.
Tildels blev veden kjørt paa slæder forspændt med daarlige
heste, som maatte slæbe slæden opad gader, almenninger og
smug. Kjøreredskaber med hjul var ikke almindelige.
«Drageren» stablede veden op i det taug, hvormed han bar
den tunge bør. Paa ryggen havde han en pude fra halsen til
sædet og paa hovedet en toplue trukket ret nedover nakken og
ørene for at beskytte sig mod fliser og rusk, og ovenpaa toplnen
igjen bar han ofte en sydvest.
Hver familie havde sin egen sagemand, som sørgede for, at
der stadig var opsaget og klovet ved. At veden blev sat
ordentlig i favn, derfor sørgede offentlig ansatte favnesættere.
Om forskningen med ved skriver højesteretsassessor Herman
Reimers:
«Noget jeg aldrig har kunnet glemme er «vedsjauen» i mine
guttedage. Der var noget næsten middelaldersk ved den maade,
hvorpaa vi flk veden bragt i hus. Min fader brugte jo meget
ved i bageriet, og den kom til Nyalmenningen med jægter. Der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
