Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1(258
BERGENS BY.
Det sees tydelig nok af denne retterbod af 1331, at tyskerne
i de østersjøiske stæder fremdeles drev paa med at indrette
formelige handelsfaktorier i Bergen. De handelsfirmaer, der havde
kastet sig paa den norske handel, lod sine fuldmægtige blive
tilbage hele vinteren over, naar sommerfarten var ophørt; disse
forestod, hvad man kunde kalde filialafdelinger af hovedkontorerne
i Lübeck, Wismar og Rostock o. s. v. Ved allehaande opkjøb af
de kurante varer sikrede de sig billige indkjøbspriser; tildels
tilvendte de sig det hele forraad for siden at kunne beherske
markedet til skade for de andre udenlandske kjøbmænd, der holdt
sig loven efterrettelig og kom paa den tilladte tid. For at faa
ladning tilbage og ikke vende hjem med halvforrettet sag har
disse formodentlig maattet’ henvende sig til de tyske opkjøbere
selv, saaledes at disse blev mellemmænd mellem producenterne
og de øvrige fremmede kjøbmænd, til stort tab for begge parter.
De havde ligeledes allerede tiltaget sig at være mellemmænd’
mellem disse kjøbmænd ved salget af de varer, de medbragte
til indbyggerne, idet de ogsaa af dem kjøbte op i stort og solgte
ud i smaat. Det ene fulgte det andet, thi de fremmede
kjøbmænd havde næsten intet andet valg end at tage sine norske
varer af de tyske handelsfaktorer. Kjøbesummen betaltes ikke med
rede penge, men de gav sine medbragte varer i vederlag, saa
at handelen blev en tuskhandel. De varer, som nordmændene
selv skulde kjøbe, blev i samme mon fordyret for dem; de varer,,
de solgte, forringedes i pris, især da man maa formode, at tyskerne
havde givet landmanden forskud i rede penge og bundet ham
saaledes til sig, at han ikke kunde rive sig løs af deres klør,
men altid maatte bringe sine varer til dem; derved erhvervede
de sig formelig et monopol. Dette laa i deres plan. Det var
forgjæves for den norske regjering med et magtsprog at ville
hemme dette, naar det engang havde taget denne form. Men
regjeringen arbeidede imod til det yderste, især da disse tyskeres
hele optræden var høist anmassende og utaalelig; senere gik de
til den yderlighed, at de fuldkommen spillede mester.
Efterat Magnus Erikssøn var blevet myndig i 1332, var
forholdet mellem de tyske stæder og de nu under én konge
forenede riger Norge og Sverige spændt. Under forsøgene paa at
indskrænke vintersidderiet og landprang var man gaaet frem med
saadan lempe, at man undtog dem, der havde norske koner, og
tillod endog de kjøbmænd, der kom senere til havnen end
handels-tidens udløb, 14de september, at blive, til de havde solgt sine
varer. Men dette var ikke nok for tyskerne, de vilde, at deres
handelsfaktorer skulde opholde sig og handle aar ud og aar ind
i Norge og danne faste filialafdelinger i Bergen.
De forbød udtrykkelig sine fuldmægtige at gifte sig, for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
