Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSFART.
311
for husbonderne. Interessenterne havde sammenskudt til en
fælles kasse, hvoraf de syv nævnte funktionærer lønnedes,
ligesom der var opført en gaard, Kjøbmandsstuen, hvor
oldermændene og sekretæren havde sin bolig. Men borgere og
kjøbmænd i Bergens by saa skjævt til Kontorets opkomst og flor,
og det lykkedes dem efterhaanden at reducere dette i den grad,
at det kun beholdt handelen med nordfarerne. Proflten blev
saaledes formindsket, og flere stuer gik fallit, borgerne kjøbte dem
og satte sig fast i det tyske handelskontor. Da fordelen saaledes
tog af, vilde stæderne ikke mere bidrage til at opretholde
Kontoret. Som følge heraf geraadede dettes indretninger i forfald,
og først forsvandt de to oldermænd, derpaa de fire achteiner.
Man kunde ikke længere beholde Kjøbmandsstuen, men maatte
tænke paa at sælge den, saaledes som Hamburg og Bremen havdb
gjort. Men først vilde dog societetet udbyde sin stue med alle
tilhørende bygninger, kjøbmandsvarerne og aktiva og passiva til
handel8kollegierne i Lübeck. De privilegier, som Kontoret endnu
havde, var løfte om kongelig beskyttelse, frihed til at handle
med nordfarere og at bebo stuerne uden at være borgere i
Bergen. De havde patronat over kirken og ret til at kalde tvske
præster mod forpligtelse til at underholde disse og fattighuset.
De havde frihed for den ordentlige kontribution, medens der skulde
skattes af stuen. Med hensyn til told stod man lige med
borgerne, det vil sige, man betalte V3 mindre end fremmede. Men
hver gang der var tronskifte i Danmark og Norge, maatte
fornyelse af disse privilegier søges.
Senatet i Lübeck ønskede at bevare stuen for Lübeck og
mente, at en lettelse kunde opnaaes ved at overlade kongen
kirken. I nødsfald maatte man sælge.
Salg af en af de sidste tyske stuer fandt sted i 1764, da
Christian Joachim Mohn kjøbte stuen Enhjørningen for 1600 rigsdaler.
I 1766 solgtes den tyske handelsstue Bratten til Joachim Kramer
(kfr. bind I, pag. 378).
Kirken med fattighuset ligesom Kjøbmandsstuen var
hanseatisk eiendom. Kirken havde ikke længere nogen værdi for
bergenfarerne i Lübeck. Den var nu i virkeligheden en
sognekirke for de borgerlige stueeiere i Bergen, der lige ned til vor
tid dannede en tysk menighed. Bergenfarerne vilde gjerne
overdrage den til kongen, men de borgere paa Bryggen, der var
tyskere med norsk borgerskab, forlangte, at bergenfarerne først
skulde betale alle resterende kirkepenge. Kjøbmandsstuen vilde
borgerne paa Bryggen helst selv tage i besiddelse. Om dette
blev der da strid.
Afstaaelsen af kirken og fattighuset fandt sted i 1766, og om
privilegiernes fornyelse, som der ellers maatte have været ansøgt om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
