Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
BERGENS BY.
let at indse. Maaske er der taget hensyn til den leie, som de
tyske skomagere betalte kongen for gaarden i Vaagsbotn.
Haandværkerne eller særlig skomagerne blev i 1379
afhængige af Kontoret, idet de sluttede en kontrakt med samme. Naar
de vilde fatte en beslutning, skulde de tilkalde 12 kjøbmænd,
og sammen med dem skulde de træffe den bestemmelse, som de
fandt rimelig. Ligeledes skulde de ikke tage nogen til sig paa
strædet, vel Sutarestrædet, som eiede mere end 25 skilling grote
i Norge.
1 pund grote (nærmest flamsk mynt) var dengang
almindelig 6 mark lybsk, og 1 pund var 20 skilling; 25 sk. grote var
lVi pund. Sættes 1 mark lybsk til 10 kroner i vor mynt, saa
blev 25 skilling grote 75 kroner.
Ingen, som eiede nogen større sum, skulde nedsætte sig paa
strædet, og ingen, der havde erhvervet saa meget, at han kunde
vende hjem til Tyskland, flk lov til at blive siddende der.
Naar en mand, der tilhørte de tyske amter i Bergen, havde
erhvervet en vis, ikke stor kapital, skulde han give plads for
en ny indflytter og drage tilbage til Tyskland for der at grunde
en forretning; kun hvis han var blevet fattig, kunde han vende
tilbage til Norge. De tyske handelsmænd gjorde vel i regelen
det samme; men det var her vanskeligere at gjennemføre det
som en bestemmelse. Det gjaldt at erhverve sig nogle midler
og saa at reise til Tyskland. Forbudet mod egteskab med
indfødte kvinder førte i samme retning. Fra først af synes der
ikke at have været et saadant forbud. Men naar der forudsattes,
at de skulde flytte tilbage til Tyskland, maatte stiftelse af
egte-skaber blive vanskelig. I de to sidste aartier af 14de aarhundrede
og senere vides ikke egteskab at være indgaaet mellem tyskere
og norske kvinder. Men der klages ofte over løse forbindelser.
Kjøbmænd, heder det, som giftede sig i udlandet, blev
udstødt af kontorerne, og haandværkere, som gjorde det samme, af
laugene. Endnu i 1372 klager de tyske kjøbmænd i Bergen
over, at tyske handelsmænd havde giftet sig i Norge og i sine
nye forbindelser paaført dem tab.
De tyske haandværkere i udlandet vaagede over, at ingen
nordmand lærte af dem eller kom ind i deres laug, og i
Tyskland blev ingen udlændinger optaget.
I tiden fra 1380 til 1450 var de tyske haandværkere
afhængig af Kontoret.
En retterbod af 1381 opregner deres rettigheder; de kunde
brygge mungaat til eget brug, kunde sælge sine varer frit og
uhindret i Bergen, være fri for byskat. Endvidere var det dem
tilladt at kjøbe sig kost, baade i by og bygd, naar de ikke
kunde faa den paa torvet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
