Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURLIG BESKAFFENHED.
65
dengang gik paa den anden side af elven i Fortundalen.
Holberg tilbragte nogle barndomsaar hos sin onkel og opdrager,
sogneprest Otto Munthe i Fron i Gudbrandsdalen. Paa
hjemreisen derfra til Bergen var han i besøg hos sin slegtning, oberst
von Krogh paa Flakammer i Lyster. Han fortæller det nemlig
i det første af de 3 breve til en fornem herre («ad virum
peril-histrem»), der indeholder hans selvbiografi, og hvori han
meddeler en munter episode fra opholdet i Sogn. Presten Munthe
eiede gaarden Saude i Lyster, og da han i 1798 solgte den, var den
14aarige Holberg blandt dem, der som vitterlighedsvidner
underskrev skjødet. Dette opbevaredes længe paa Saude, men er nu tabt.
Store Skagastølstind og de andre Horunger omtales ikke
i litteraturen før aarhundredets begyndelse.
Der skal findes et gammelt kart over Horungtrakten, tegnet
af Henrik Junghans 1743, hvorpaa «findes tvende nærliggende
Fjeldgrupper, af hvilke den ene kaldes Horungerne». I en befaring
af Aardals kobberværk 1743 (Manuskripter, Deichmanns bibliothek
no. 24 folio) nævnes Horungerne; i denne befaring deltog Heinrich
Jonchans. Til Jotunfjeldene sigter vistnok Jessen, naar han siger:
«Paa de øverste saa kaldede Høifielde, der opreise sig af de andre,
findes i Oplandene stedse is og snee» (Kongeriget Norge 1763,
b. I, pag. 342). Paa et andet sted omtales «de vidtløftige Fjelde
imellem Gudbrandsdalen og Walders» (Topographisk Journal for
Norge, b. IV. 1795—96, h. 14, pag. 13). Forfatteren af
Valdre-sia reserata taler ogsaa om de «vidtløftige fjelde» (Budstikken
1821—1822, pag. 255). Hiorthøy beretter: «baade veien til
Nord-fiord og veien til Lyster har jeg reist 1779» (Beskrivelse over
Gulbrandsdalen. B. II. Pag. 63); fjeldene mellem Gudbrandsdalen
og Bergens stift kalder han «Bræe-fieldene eller Langfieldene» og
siger, at «der til alle tider om aaret findes sneebræer» (1. c., b. I,
pag. 16), og fjeldene mellem Lom og Valdres betegnes som de
«vilde fieide» (1. c., b. II, pag. 62). Jonge nævner Lomfield,
Sognefield, Fillefield o. s. v. (Beskrivelse over Kongeriget Norge 1779,
pag. 30). Professor Martin Vahl, som reiste i aaret 1787,
fortæller, at han «tog veien over et af de maaskee mest vilde
fieide i Norge, som man giver navn af Sognfieldene. Øverst paa
disse var mere tegn til vinter end sommer» (Skrivter af
Naturhistorie-Selskabet, b. II, h. I, pag. 63). Sogne-Field som omfattende
fjeldstrækningen mellem Lom og Lyster omtales ogsaa af Johan
Hübner (Geographie 1744, b. II, pag. 147).
Paa C. .7. Pontoppidans kart over det sydlige Norge af 1785
er afsat Espedals V., Bray V., Olstappen V., Vinstra Elv, Skagen
Field, Hums V., Tesse V., Visdal Elv, Sogne Field, desuden Siøa
Elv løbende fra Giende V. og med vei fra Lom til Fortun langs
Bæver Elv, som kommer fra Syre V. Pontoppidan anfører i op-
5 — Nordre Bergenhus amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
