Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
NORDRE BERGENHUS AMT.
lysninger til dette kart: «Sønden for Langfieldet vedvarer
Sog-nefieldet, som er den Deel af Hoved-Strækningen, som ligger
imellem Sogn og Gulbrandsdalen, og grændser mod Vest til
Justedalen samt Aardals- og Lyster-Fiorde, mod Nordost til Lom
i Gulbrandsdalen, hvor det kaldes Lom-Field. — — — Sønden
for Bæver-Elven støder en meget stor og vidtløftig Fieldstrækning
til Sogne-Fieldet, som udbreder sig mod Ost og Sydost imellem
Gulbrandsdalen og Valders indtil Ote-Vand, Lougen-Elv og
Vin-ster-Vandene, samt indtil Dokke og Etne-Elvene. Det høieste af
denne Fieldtragt Norden for Valders kaldes i Almindelighed
Skagen» (C. J. Pontoppidan: Geographisk Oplysning til Cartet
over det sydlige Norge 1785, pag. 42—43). Videre siger han,
at * Vinstra-Elven kommer fra en Deel Vande paa Fieldene mod
Vest, som kaldes Vinster-Vandene (Iblant disse Vande skal være
Strøms-Vand, Boygde-Vandet og Oyung Vand), gaaer igjennem
Slang-Vand til Olstappen-Vand, som fra S. Ost har Tilløb fra
Espedals-Vand og Bray-Våndet» (1. c., pag. 113). Om Hums V.
bemærker han, at «dette Vand paa et andet mig forekommet
Cart er anført N. for Vinstra-Elven under Navn af
Heimdals-Vandet» (1. c., pag. 123).
Hiorthøys Beskrivelse over Gulbrandsdalen, som udkom i
aarene 1785 og 1786, er ledsaget af et «Kort over
Gulbrandsda-lens Provstie og Fogderie afdelet i sine Kirke-Sogner forfærdiget
og tegnet af S. Arentz», og paa dette kart findes Espedalens Vand,
Olstappen Vand, Slangen Vand, Vinster Vandene, Oyungen Vand, Strøm
Vand, Bøygde Vand, Hiemdalens Vand, Gende Vand, Tessa Vand,
Sogn Field, desuden fører langs Bever Elv en Vey fra Fortun.
De nævnte sjøer var efter dette kjendte og afsatte paa kartet
før Boecks og Keilhaus tid.
I et brev af 1803 omtaler overbergamtsassessor paa
Kongsberg, senere professor ved det norske universitet, Jens Esmarch,
i «Collegial-Tidenden» for 5te november samme aar sin bestigning
af Snehætten i aaret 1801, og han siger der: «I Bergens Stift tror
jeg, at der findes Fjelde, som ere meget høiere end Snehætten,
hvilket jeg slutter af de Efterretninger, jeg har kunnet samle af
Bønder.»
Mineralogen, grev Vargas Bedemar, som i 1810 undersøgte
Aardals kobberværks gruber, gik over fjeldet fra Farnes i Aardal
til Optun i Lyster over Muradn sæter, og han siger, at efterat
man har reist omtrent 2 mil fra Farnes, staar man overfor en
række af tinder, Horungerne, og man er da tillige ved foden af
den anseeligste gruppe af disse fjelde. Man tæller herfra
tydelig 5 saadanne knipper, siger han, hvilke staar sluttet til hverandre
i et cirkelsegment, hvis konveksitet vender mod nord. Man kjender
dem paa en karakteristisk mørk farve og paa deres sukkertopform.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
