Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURLIG BESKAFFENHED. 83
Vargas Bedemar har seet Horungerne fra kobbergruberne i
Aardal og fra fjeldet mellem Aardal og Lyster og endelig
nævner han dem fra sin reise over Sognefjeld til Bævertunsæteren.
Han nævner ogsaa Smørstabben.
Professor Christen Smith reiste i Norge i 1812 og 1813 og
kom ogsaa til Jotunfjeldene. Han var professor i botanik og
statsøkonomi fra 1814 ved det norske universitet, men døde
allerede i 1816, 31 aar gammel, som deltager i en engelsk
expe-dition til Kongo.
Hvad der er meddelt om hans reise findes i «Nogle
Iagttagelser, især over Iisfjeldene (Gletscher), paa en Fjeldreise i Norge
1812» (Topographisk-statistiske Samlinger, d. II, b. II. Christiania
1817). Om Smith’s sidste reise i Norge 1813 er et par mindre
meddelelser i «En kort Skizze af Prof. Ch. Smith’s sidste Reise
i Norge i Sommeren 1813», meddelt i Form af et Brev til en
Ven, ved Overlærer M. R. Flor, efter hans Død i Congo 1816
(Topographisk-statistiske Samlinger, d. Il, b. II. 1817), og i
«Bidrag til Kundskab om Naturvidenskabens Fremskridt i Norge.
Indbydelsesskrift, Christiania Kathedralskole 1813, af M. R. Flor»,
hvor Smith’s reise omtales efter et brev fra Smith selv af 23de
august 1813 (pag. 53—54).
I den forkortede oversættelse af Leopold von Buch’s
afhandling «Om den evige snees grændser i Norden» heder det: «Prof.
Smith fandt en overmaade høi, med snee og gletscherde
bedækket fjeldarm, der skjød ud fra Langfjeldene; den begrændses paa
sydsiden af Sæterdalen og Sjødalen, paa øst og nordsiden af
Ota-vand og Lomb, og paa vestsiden af Bæverdalen» (Budstikken
1820—1821).
I den førstnævnte afhandling: «Nogle Iagttagelser, især
over Iisfjeldene (Gletscher), paa en Fjeldreise i Norge 1812»
omtaler Smith Folgefonnen, Hardangerjøkelen og Jostedalsbræen og om
denne sidste siger han: «maaskee falder der endog en green til
østsiden af Langfjeldene, og denne kan muligen være aarsagen
til det mudrede vand, Ota-elven i Gulbrandsdalen medfører»
(Topographisk-statistiske Samlinger, d. II, b. II, pag. 49). Næste
aar 1813 besteg Smith Kalvaahøgda og Beshø (1. c., pag. 247) og
beretter, at «den tract, som jeg excurrerede i, er en overmaade
høi, med snee og gletscher (iisbræer) bedækket fjeldarm, som
skyder ud fra Langfjeldenes ryg. Den begrændses paa den
søndre side af Sæterdalen og Sjødalen, paa den østre og nordre
af Otavand og Lomb, og paa den vestre af Bæverdalen (1. c.,
pag. 246). Og hans kjendskab til den store fjeldegn har ikke
været blot overfladisk; thi han siger selv: «jeg søgte fjeldegnens
produkter snart imellem høie snetoppe og snart i græsrige
sæter-dale» (1. c., pag. 246—247), og «meere end 14 dage tilbragte jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
