Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
NORDRE BERGENHUS AMT.
paa clenne ikke mindre møysommelige end interessante vandring
og endte den udmattet af sult og strabadser ned i Vaage»
(Ar-chiv for Mathm. og Naturv., b. 17, nr. 4, pag. 68).
Sogneprest V. F. Boyesen til Lærdals præstegjeld omtaler i
sin beskrivelse af Lærdals præstegjeld i 1819: «Fardalen, som
fra Farnæs gaaer halvtredie Mil, stedse opad», «lige op imod
Fjeldet, som skiller Aardal fra Lyster, paa Grændserne af den
vestre Hoerungtinde» (i Soløi-Austabotgruppen).
I «Den Norske Tilskuer» for 14de oktober 1819 beskriver
han tinderne: «Hoerungerne er et Fjeld i Lyster
Præstegjæld, som gaar i Øst og Vest og strækker sig i Vest lige til
Utledalen. Det udmærker sig ikke alene ved sine mange
underlige, fremragende Toppe, men ogsaa derved, at det nok er det
høieste bekjendte Fjeld i Bergens Stift og langt højere end
Suletinden. Omkring Foden af disse Tinder ligge evige Sneebræer,
medens Toppene eller Tinderne selv fremrage sorte og gyselige
opimod de højere Skyers Region. Fra disse Bræer udspringe
flere Elve, hvoraf de fleste strømme til Aardal. Hoerungerne
bestaae af 7 saadanne høje Toppe; men det er kun mellem to
af dem man kan komme over til Lyster. Man gaaer da over
Bræerne, hvilket ofte er meget farligt, formedelst de deri værende
Sprækker.»
Sommeren 1819 reiste Chr. Boeck som botaniker i den
sydlige del af Jotunfjeldene. Om denne reise heder det («De høieste
Fjelde i Norge» Hermoder, III halvaargang, 1822, pag. 235):
«Først i sommeren 1819 vakte disse fjelde en reisende
landsmands opmærksomhed, da han paa en exkursion fra Valdersdalen
ind over Sletfjeldene mod nord kom hen under flere rækker af
dem, der med spidse, efter udseendet at dømme ubestigelige
tinder, fra en fod, som allerede var belagt med evig sne, endnu
taarnede sig til skrækkelige høider. I sommeren 1820 drog han
i selskab med en anden landsmand atter derhen, og saaledes
blev da disse egne første gang ordentlig bereiste paa mineralogie
og botanik» (1. c., pag. 235).
Sommeren 1820 foretog saaledes Boeck og Keilhau denne reise
til Jotunheimen, som med grund er kaldt en opdagelsesreise,
skjønt jo disse egne før var besøgt af andre.
Den 12te juli 1820 besteg Keilhau og Boeck med Ole Urden
fra Slidre Mugnafjeld (Kalvaahøgda).
14de juli besteges Koldedalstinden, som ligger i Nordre
Bergenhus amt vestenfor Uttladalen, og som senere efter O. A.
Vinjes forslag almindelig er benævnt Falketind. «Det lykkedes
os,» siger Keilhau, «at bestige den høie tind, som hæver sin
sorte væg næsten lodret op af sneen om dens fod — — —
Toppen er øverst af faa skridts omfang og har et yderst forrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
