Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURLIG BESKAFFENHED. 85
udseende ; det er vanskeligt at finde det faste bjerg (anstehendes
Gestein); thi endog den høieste punct ligner en sammenkastet
steenhob» (Budstikken II, 1820—1821, pag. 395.) Nogle dage
senere besteg de den nordre Skagastølstind.
Af Keilhaus skitser fra fjeldreisen i 1820, der nu opbevares
paa universitetsbibliotheket, er to fra Nordre Bergenhus amt,
nemlig Koldedalen og Horungrækken fra en top i Koldedalen.
Fra reisen offentliggjorde Keilhau: «Nogle Efterretninger
om et hidtil ubekjendt Stykke af det søndenfjeldske Norge>
(Budstikken II, 1820—1821, pag. 385 og flg.).
Keilhau omtaler denne fjeldstrækning ogsaa i Mag. for
Naturv.: «Mellem Gudbrandsdalen, Valders og Sogn bærer den
en samling af alper, hvilke i almindelighed reise sig endnu 3000
fod over deres grundstykke, og hvoraf enkelte toppe
sandsynligvis ere de høieste i Skandinavien. Enorme, perenne sneemasser
og utallige iisbræer gjøre deres egn til den frygteligste. Derfor
have de indtil aar 1820 været ubereiste, og savne endnu et
fæl-ledsnavn. Hovedsamlingen begynder ved det inderste af
Sognefjorden, Lyster og Leerdal, og strækker sig flere mile mod ost
mellem Vang i Valders og Lom i Gudbrandsdalen. De vestlige
grupper kalde bønderne Horungtinderne; blandt de østlige nævne
de Galdebergknausene, Torfindtinderne, Mugnafjeld, Synshorn og
Bitihorn» (Aarg. I, b., I, 1823, pag. 133—134). Keilhau gav
denne samling af alper navnet Jotunfjeldene, hvorom der gives
oplysning af redaktøren af Magazinet, professor Lundh: «Keilhau
har her ikke tillagt dem noget særeget navn, men tidligere har
han for sine og de norske fjeldes venner foreslaaet benævnelsen
Jotunfjeldene (Riesengebirge)» (1. c., pag. 133).
I 1820 besteg lektor Bohr Nordre Dyrhaugstind og fra
toppen af denne maalte han Skagastølstinden. Han siger, at «dette
Fjeld er et af de bekjendte Hurrunger», at «hele Skagastølstindens
Høide er 6975 Norske eller 6737 Franske Fod over Havet»,
samt at den «ligger omtrent 2 Mile i Sydost fra Lysterfjordens
Ende, og skal sees overordentlig langt fra».
Da Skagastølstinden er 7650 norske fod, blir maalingen 675
fod forliden eller det er maaske ikke Store Skagastølstinden, som
er maalt.
Allerede aaret efter, i 1821, forsøgte den senere professor
Carl Friedrich Naumann at bestige Nordre Skagastølstind, som
han beretter i sine «Beyträge zur Kenntnisz Norwegens». Han
naaede op til 6 880 fod.
«Vi befandt os her,» siger han, «6 880 fod over havet; den
store Lodalskaabe paa Langfjeld saaes n.n.v. Derimod i syd,
omtrent 1/i Mil borte, en frygtelig klippekegle, som syntes langt
at overtræffe vort standpunkt i høide. Men endnu høiere og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
