Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATURLIG BESKAFFENHED.
101
Derhos synes en ismasse, der har evne til at udsende en jøkel
som Tunsbergdalsbræen, som er 14 km. eller over en norsk mil
lang, at maatte have en ganske betragtelig mægtighed.
En undersøgelse af den maade, hvorpaa de norske fjorddale
stiger og afsluttes, fører til et lignende resultat. Stigningen
pleier i dalbunden at være forholdsvis svag, og saa afsluttes
dalen omsider i en botn. De bræer, som ligger i dalførerne,
stiger imidlertid meget voldsommere, end dalbundene pleier at
gjøre.
Stigningen i selve dalbundene i fjorddalene er i regelen
ikke særdeles betydelig; der kan være sterk stigning fra
hoveddalen op til sidedalen, og stigningen bliver overmaade sterk,
naar dalen afsluttes i en botn. Men som regel er stigningen
ikke mere end 1 paa 100 eller 1 paa 200, saaledes i
Veite-stranddalens dalfører og i Jostedalen. Bræernes overflade
derimod stiger efter karterne hurtigere end dalbundene. Paa en
strækning af 4.5 kilometer stiger f. eks. overfladen hos
Tunsberg-dalens bræ efter karterne ca. 550 meter, og hvis vi forudsætter
en sædvanlig stigning af 1 paa 100 hos dalbunden, saa skulde
denne paa disse 4.5 kilometer stige 45 meter, hvad der skulde
føre til en mægtighed hos bræen af lidt over 500 meter. Nu
er det vistnok saa, at der ikke er foretaget specielle maalinger
med dette spørgsmaal for øie, og forekomsten paa mange steder
af faldjøkler viser, at bræerne kan rives istykker og atter vokse
sammen til stor mægtighed, saa denne kan være saare foranderlig;
men ikke destomindre synes det rimeligt at slutte af den maade,
hvorpaa overfladen stiger hos mange bræer, at mægtigheden i
dalens øvre del er betydelig.
Den umiddelbare betragtning af de svære is- og
sneskraa-ninger, hvormed Jostedalsbræen staar frem over dalen f. eks.
i Fjærland, synes ogsaa at tale for en anselig mægtighed.
Skjønt isbræens mægtighed ikke direkte kan maales, da
underlaget er utilgjængeligt, saa synes der dog grunde til at
antage, at Jostedalsbræens mægtighed kan naa paa sine steder op
til 500 meter, og at der under samme ligger begravet afdale og
sjøer. Det er ikke et tyndt lag af is, men en stor masse, der
jevner ujevnhederne i terrænet, saaledes at disse i overfladen
kun giver sig tilkjende som lange bølger, og denne ismasse giver
et billede i det smaa af den store indlandsis, som skjuler det
indre Grønland.
Sneen i overfladen kan være fast og haard, og den kan
være blød, og den kan forandre sig paa kort tid, saa man kan
synke ned i sne til knærne, der hvor man nogle timer før gik
uden at efterlade spor. Paa steder med glat og jevn overflade kan
sneen paa steder lige ved hinanden være af forskjellig fasthed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
