Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
XORDRE BERGENHUS AMT.
logiske beretninger en større aarlig regnhøide end nogen anden
station og ansaaes for det regnfuldeste sted i hele vort land.
Daviken havde i aarene 1896—1899 en gjennemsnitlig
regnhøide af hele 2787 millimeter, med et maximum af 3309 millimeter
i 1898, og overgaaes kun af stationen Botnen i Førdeelvens
nedslagsdistrikt; i de samme aar havde nemlig Botnen en
nedbørhøide af 2921 millimeter, med et maximum i 1898 paa 3464
millimeter.
Særlig i høiderne er her stormene regnets trofaste ledsagere
undtagen under østlig og sydøstlig vindretning: «Landsynning»
(«utsynning»).
Nordfjordens sydside i den vestlige del over mod Søndfjord,
det vil sige: Hyen, Aalfoten og Gulen, er forholdsvis lidet kjendt.
Disse vilde høifjelds- og brælandskaber var før i slutningen af
60-aarene, da de opmaaltes, ikke kjendt udenfor de tilgrændsende
bygdelag — delvis ikke engang af indfødte nordfjordinger.
Bræen kan ikke sees noget steds under dampskibsreisen i
Nordfjord.
Faa har passeret disse øde strækninger; aldrig gaar en
nordfjording denne vei ned til Søndfjord, saa lidt som en søndfjording
ad denne vei op til Nordfjord. Meget er endnu uudforsket.
Vort kjendskab til disse strækninger skyldes oberst Hertzberg,
der har maalt dem, og dernæst Wm. Cecil Slingsby og Bing, der
har befaret dele af denne egn.
Wm. Cecil Slingsby og Chas. Hopkinson i følge med Lars
Jansen Batalden besteg den 5te september 1885 Kjeipen og vilde
derefter krydse tvers igjennem disse øde egne, specielt over
Aalfotebræen, men ændrede sin rute og lagde veien søndenfor
denne bræ og nødsagedes til at overnatte i det frie i nærheden
af Strømsbotnsæter. Den 8de september tog de saa op
Skjerdalen, besteg Gjegnet og en anden fjeldtop, som de døbte
Bjørnetind, hvorefter de steg ned de bratte terrasser til Hyenes.
Bing har i de senere aar foretaget mærkelige vandringer i
denne egn.
Aalfotebræens og Gjegnabræens størrelse udgjør 140 km.2;
længden af snemarken er som nævnt 30 km., men bredden naar
neppe noget steds op over 8 km.
Hyen og Aalfoten har egne, som er uovertrufne som typer paa
det norske høifjelds «gru», siger Hertzberg. Her mangler
Jotun-tindernes, Romsdals- og Strynsalpernes elegante former; næsten
alt er kaotisk, mørkt, uformeligt og ganske særegent vildt. Desto
mere tiltalende er da undtagelsesvis en enkelt birkeklædt, grøn
dal, der afbryder det vilde fjeld, og derhen søger vandreren,
naar storm og regn fra det nærliggende urolige Atlanterhav
kommer, som jevnlig er tilfældet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
