- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIV. Nordre Bergenshus Amt. Første del (1901) /
378

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

378

NORDRE BERGENHUS AMT.

drift paa denne, bør den ikke have under 30° og ikke over 60°
vinkel med horizonten.

Traadens diameter afhænger saavel af dens længde som af
størrelsen af den last, den skal bære, og af dens vinkel med
horizonten. Ved sædvanlige lauparstrenge varierer diameteren
mellem 6 og 9 mm. Man bør nødig benytte under 8 mm.
diameter. Traadens strækning maa indskrænkes til det mindst
mulige, da dens bæreevne formindskes, jo strammere den er.

For driften paa disse strenge anbringes lasten simpelthen
ophængt i særegne kroge med eller uden trindser, hvilke er
saaledes indrettede, at de falder af ved banens endepunkt.

Den slags strenge er som nævnt meget lette og billige at
anbringe og drive, men de har, især naar de bliver noget lange,
kun en ringe bæreevne og er meget let udsatte for at briste.
Det er derfor først, efterat man begyndte at ombytte den enkelte
staaltraad med staaltraadtaug, at dette slags transportmiddel har
faaet nogen egentlig udvikling, saaledes at transporten derpaa baade
kan foregaa med større regelmæssighed og omfatte større masser.
Dette transportmiddel har i virkeligheden ogsaa i enkelte egne fra
dette øieblik af spillet en rolle ogsaa i tømmertransporten. Anlæg og
drift af disse mere udviklede lauparstrenge adskiller sig ikke meget
fra de før omtalte; dog kan man her ved særegne indretninger
regulere lastens transport. Befæstigelsen saavel ved
begyndelses-som ved endepunktet foregaar omtrent som før nævnt, kun maa
paa grund af de større fordringer, som i regelen stilles til disse
staaltraadtauge, befæstigelsen være sterkere og omhyggeligere
end ved de før omhandlede enkelte lauparstrenge.

Da lasten ved sin egen tyngde skal glide paa
staaltraad-tauget, maa dette gives tilstrækkelig hældning, og anlægget
forudsætter saaledes et sterkt faldende terræn.

Bøyesen siger i sin beskrivelse af Lærdal:

«Leirdølen er fra barndommen vant til at klavre og komme
op ad de steile fjeldsider, der hvor man skulde tro, at ingen
menneskelig fod turde vove sig, og hvor selve gjeden ei kan naa
hen. Thi der gives saadanne steder i bjergene, hvor den, som
skal afskjære græsset, maa nedheises i et taug, som er bunden
ham under armene, og derpaa, tilligemed sin høbundt, igjen op
heises, idet han selv hjælper til ved at klavre. Vistnok er
sjelden noget aar, at jo en eller anden falder ned og slaar sig ihjel,
enten derved, at en sten, hvorpaa han fæstede fod, gled ud, eller
sten høiere oppe løsnede og reve ham med sig ned i dybet.
Men denne erfaring synes ikke at gjøre noget indtryk og hindrer
ikke paa mindste maade, at jo en anden opklavrer den samme
høide, som endnu viser sporene af hans formands knuste
levninger. I disse bergsletter slaaes eller rettere skjæres græsset ofte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/14-1/0394.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free