Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
622
NORDRE BERGENHL’S AMT.
somhed har gjort, at vel stor langsomhed i ord og lader er bleven
til bygdevane i Søndfjord. Jeg mærkede det saa tydeligt paa en
af mine kjæreste venner blandt bønderne her; ved nogle dages
samvær kom jeg efter, hvorledes han havde det, og naar jeg
rettede et spørgsmaal til ham, kunde jeg stundom med forsæt
give mig til at spikke med en kniv eller underholde mig med
andre ting, for ikke at kjede mig, medens jeg ventede paa svar.
Men saa bar ogsaa dette svar umiskjendelige mærker af den
omhyggelige betænksomhed og sandhedskjærlighed, hvoraf det
var udgaaet.»
Den almindelige erfaring er ogsaa, at søndfjordingerne er
langsomme til at svare, og naar selv en saa taalmodig
undersøger som E. Sundt maatte tage sig til at arbeide med kniv for
ikke at kjede sig, medens han ventede paa svar, saa har
konversationen ikke været livlig.
Hurtige spørgsmaal uden indledning vil søndfjordingen ikke
besvare.
For at faa ordentlig besked, maa man bruge tid for ved
alskens unyttig tale at vise sig som et velopdragent menneske;
naar man da endelig ligesom tilfældigt kommer til sit egentlige
ærinde, faar man oplysninger. Man skal ikke falde med døren
ind i huset, men det tager megen tid.
Søndfjordingen synes i det hele at have imod, at noget
gaar hurtig. Saaledes naar han skydser, vil han helst, at hesten
skal gaa skridt for skridt, ogsaa paa flad vei, og hvis man lader
en hest trave, kan man resikere, at han helt mister sindets
ligevægt og bruger magt for at standse hesten.
At den frygt for at lade hesten trave ikke er motiveret ved
det misbrug, som kan have udviklet sig under det tiltagende
turistvæsen, viser en beretning fra slutningen af det attende
aarhundrede.
De Latocnaye, en fransk emigrant, som reiste her i landet
i aaret 1798, fortæller om en søndfjording, som ledsagede ham
fra Dale: «paa, et sted, hvor der var fladt, vilde jeg trave en
smule for afvekslingens skyld ; min ledsager sprang hen til
bidslet og standsede mig tvert. Da jeg bad ham lade mig ride
videre, og da han ikke vilde det, blev jeg nødt til at lade min stok
danse nogle gange paa hans skuldre. Manden slåp da bidslet,
men han tog hesten i halen og hindrede mig ganske i at komme
frem.» Gjentagne gange forsøgte manden paa denne maade at
hindre fremkomsten, uagtet færden i det hele ikke gik hurtigere,
end at føreren, som bar bagagen, fulgte med.
H. Arentz omtaler: «en vis Uvirksomhed i Arbeide, som
temmeligt almindelig yttrer sig hos det søndfjordske Folk
uanseet dets naturlige Begjerlighed og Vindesyge. Jeg vil just ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
