Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
644
NORDRE BERGENHL’S AMT.
At holde træer hellige og at bringe offer did i form af mad
og drikke har været en urgammel skik, og de kristne prædikanter
har allerede fra gammel tid ivret sterkt mod denne sædvane
eller tro.
I en af professor Gaspari, udgivet Hornilia de sacrilegiis, det
vil sige en opbyggelig prædiken eller betragtning over helligbrøde,
omtales dyrkningen af træer.
Homelien er feilagtigen tillagt selve Augustin. Caspari mener,
at den er forfattet mellem midten af det 6te og slutten af det
8de aarhundrede i de nordlige egne af det frankiske rige, og at
det er en frankisk geistlig, som har forfattet den.
I kap. 2 § 2 heder det: «Enhver altsaa, brødre, som tror
paa Kristi navn og antager den almindelige tro, vender som
en hund tilbage til sit forladte spy, hvis han vender sig til
gamle altre eller lunde, til træer eller klipper eller andre
steder, eller hvis han ofrer noget levende dyr der eller noget
andet eller holder festmaaltid der. Han skal vide, at han har
sin tro og daab forbrudt.»
Pirminius var en alemannisk klosterstifter samtidig med
Honifacius (680—755), og hans forskrifter er udgivne af Caspari
i «Kirchenhistorische Anecdota».
Han siger, at «man skal ikke bede og heller ikke aflægge
løfter ved klipper, heller ikke ved træer, i kløfter, ved kilder
eller ved korsveie».
Han advarer mod at holde visse hedenske fester og at sætte
levnetsmidler eller vin ved træstammer eller kaste brød i en
kilde. Det kalder han djævledyrkelse.
Paa Størdal i Askvold er en gravhaug, Bygdahaugen, 40 alen
lang og 18 alen bred. Paa denne haug blev (ifølge Christie) i
umindelige tider ikke slaaet græs eller hugget noget træ, fordi
«det ikke var trygt i haugen».
Dette hænger sammen med dyrkelsen af de i haugen boende.
Naar der paa deslige steder ogsaa bæres ud mad og øl, saa
staar denne skik vistnok fra først af i forbindelse med
dyrkningen af de afdøde, med hvilke man deler, særlig ved høitidelige
anledninger.
I Sogn og Fjordene har det været skik som andetsteds i
landet, at man har baaret mad og drikke ud til bestemte steder,
hauger og stene, ogsaa som et offer. Ingen skal gaa forbi den
stenen eller den fururoden uden at ofre til dem, siger de, og
saa lægges der en træspaan, en flis eller en liden sten bort
paa dem.
Denne skik har været almindelig udbredt i mange lande, og
en stenhob, der er sammenkastet til mærke eller minde om en
begivenhed, heder paa norsk et verp eller et carp\ en slig stenhob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
