Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
645
kaldes ogsaa et kast. Landstad omtaler et sligt varp eller stenhob
og siger, at hver forbigaaende maa kaste sin sten til og kan
ikke undlade det uden frygt for, at noget ondt skal hænde ham.
Det er ikke altid stene, man kaster, undertiden er det pinner
og kvister. Saaledes er der paa Gildreskreveien fra Sogndal til
Hafslo en kilde, som heder St. Olavs kjelda. Der pleier man
gjerne at lægge et par pinner i kors i eller ved bækken, naar
man farer forbi, eller man stikker korset eller pinnen ind mellem
stenene nær kilden. Det er almindeligt, at det gjøres, uden at
de, som gjør det, derved har anden tanke end at følge
gammel skik.
Disse varp antages oprindelig at have været et offer, og
naar man ikke har andet at ofre, lægger man en sten eller pin.
Skikken er urgammel, og om den nu henlægges til en St.
Olavs-kilde, kan skikken godt være ældre end kristendommens indførelse.
Som en gaardens beskytter optræder i Søndfjord tunvorn
eller tunvoren, i Sogn ogsaa kaldet garvoren. Ligesom han, som
bor i haugen, beskytter han gaarden, og hans navn, der egentlig
skal skrives tunvord og gardvord, er ligetil det oldnorske gardvørdr
eller gaardvogter.
Her hidsættes efter Aasens optegnelser fra 1843 i Sogndals
maalføre:
Garvoren.
Garvoren helde kos alt Uty paa dan Garen, so han æ paa;
aa um da æ Julaskreii helde noke anna Slags Ukriste, so kjem
ikkje da dar, so Garvoren æ. Men han æ ikkje fjelge, naar
noken gjere seg Uvin mæ han. Han ha alti ei visse Lega, som
ett Hundabol; aa naar da æ noken, so leggje seg i ho, so jaga
han dei kos; men kjerne dei daa atte ein onnor Gaang, so verta
da nokk verre.
Ein Gaang va da ein Gut, so rei burt i ein Gar mæ Natti,
aa so trefte han ett Trodl paa Vegen, so vilde ta han; men han
va so forvaaga, at han lovde da, han vilde sjaa, ko han kunde
gjera mæ Trodle, naar han fo’r heimatte. Men da fylde Garvoren
han, aa so torde ikkje Trodle koma; hadde ikke da vore, so æ
ikkje da visst, korleisi da kunde gaatt.
Tunvoren er ofte meget stor; det har hændt, at man har
seet ham staa paa tunet og hvile armene øverst paa hustaget,
som en sædvanlig mand lægger armene paa et gjærde.
Hvorledes tunvoren hjælper, oplyses yderligere i beretningen
om en mand fra Flekke, som her hidsættes paa søndfjordmaal
efter Nikka Vonen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
