Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
648
NORDRE BERGENHL’S AMT.
veien med udstrakte arme som et kors. Tusserne sagde da:
«Aa lat han ligge, de æ ein pors.» De kunde ikke sige kors.
Ligesaa heder det fra Sogn fra en gaard, som heder Hausa,
at der var en jente som kom ud for huldrene, og som de klædte
til brud. For at faa magt over hende, maatte de kysse hende,
og huldrene sagde da til den, som skulde være brudgom: «Nys
hende! nys hende! De kan ikke sige kys. Men mens tusserne
i Søndfjord siger «p» for «k» saa siger de i Sogn «n» for «k».
Tusserne bruger ikke salt i maden; de holder hund, skjønt
de er forfærdelig bange for gaardshunden.
At de ikke har salt i maden, staar vistnok i forbindelse
med den rolle, som salt spiller i opfatningen; et barn f. eks. er
kommet i samfund med andre mennesker, naar det har faaet lidt
salt i sin næring, og saltet spiller ogsaa en rolle i den katholske
kirkes vigslinger.
For at sikre sig mod tusserne skal man lægge en øks med
eggen vendt imod døren nedenfor tærskelen; da kan tussen ikke
komme ind.
Dette gjøres helst i julen.
Tjærekors paa dørene er ogsaa et godt middel mod tusserne,
men endnu sikrere er det at sætte «ljaa i høistaalet, sigd i
kornet, og staal i vatn». Høistaal er en stabel eller bunke
af hø. I lefsene skal man gjøre kors. Julenat skal man lade
et lys brænde, til man gaar i floren om morgenen. Lyset sætter
man da i lygten og brænder hver ko i halen. Den, for hvem
lyset slukner, er feig, og den kan man være vis paa at miste
til sommeren.
Der gives spillemænd, som har været i fjeldet hos tusserne,
og som der har lært «laater , hvis lige man aldrig har hørt.
Saaledes var en mand, som hed Arne Haaland fra Dale i
Søndfjord, en vidt kjendt spillemand og søgt fra alle kanter.
Han var saa god, at naar han lagde felen fra sig paa bordet,
saa spillede den videre, mens han dansede.
Her er en beretning fra Askvold om en anden spillemand.
Gudvångjen.
Gudvängjen va spelemann’e. Dei sa da om hånå at han
sku ha lært ta huldrefolkje. Da sku væ tydele sannt, at nar
han begynde ti spele, måtte alleting danse, å han va ikkje go
ti halde opp atte før helde ein liten gut’e, so jamt va me håna,
skar å kvinten. Han far såg sjøl da, at når dei la pænge på
bore, so spelte han dei ti seg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
