Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BK FOLKNING.
«649
Da va ein gong oppå Hålsa, han va spelemann i eit
bryllaup, at presten seie me hånå: «Dei seie, at alle må danse, når
du spela, — da kunde eg ha lyst ti sjaa. No, Gudvångjen, no
fæ du spele!» Gudvångjen spelte. «Vi du ha meir?» spurde
han. «Ja so pass hæ eg hårt førr,» sa presten; «men du må
kunne spele beire — du hæ jo vo i haug, du!» «Ja dar æ
mange haugar i Sogn,» sa Gudvångjen; no vart han vill’e å
tænkte me seg sjøl, at presten sku få like fy spiteorå sine. No
tok han på ti spele me magt, å presten ropte: «Nokk, nokk!»
Men Gudvångjen helt ikkje opp: jaumen måtte presten ti danse,
so tjokk’e han va! Dei sa han va so tjokk’e at dei måtte
spenne hånå myljå tvo hesta, når dei sku ha hånå opp ti Hålsa
— ein vann ikkje me hånå.
Hittfolket forudsætter tilværelsen af væsener, der staar som
modsætning til os, som er virkelige folk, nogenlunde, som
hin-manden paa en vis maade staar i modsætning til Gud.
Hittfolket, de underjordiske, ogsaa kaldet huldrefolket, holder
ogsaa til nær gaarden, saaledes at man maa tage sig iagt for
ikke at fornærme dem.
De bor saa nær, at det er farligt at slaa varmt vand ud
for stuedøren, ligesom hittfolket undertiden generes ved
gjødselen, som falder ned over dem fra kreaturerne i fjøset.
At der ikke bør falde varmt vand eller urin eller gjødsel
paa det sted, hvor hittfolket bor under, er ikke af hensyn til
renslighed; men de hviler «i kalde moldi» og taaler derfor ikke
varmen. Denne tro om det farlige i at slaa ud varmt vand
foran stuedøren er almindelig.
Derfor siger ogsaa de gamle, naar de slaar ud noget, som
er varmt: «Agte dykker, de, som under bur,» eller: «Gaa
tinda fyr heitt!»
Et steds var der en kone, som enten ikke huskede eller
kanske ikke vidste dette, at en skulde varsle huldrefolket paa
denne maade. Hun slog ud lidt varm suppe. Men med det
samme begyndte det at jamre sig og skrige, saa hun aldrig
havde hørt mage; det var baade kvindestemme og barneskrig,
det var rent bedrøveligt at høre paa, ret op af jorden lød det:
«Du skulde agta deg, kor du fer aat, du; no slo du heite
sodet beint ned i vogga og skambrende barnet mitt,» sagde
huldren. Det græd saa saart længe efter. Men efter den dag
glemte konen ikke at bede dem vogte sig, de, som under bor.
Der var en gaard, hvor børnene var sygelige, og da der blev
tale om det, saa jrtredes der:
Dei slaar ut varmt vatn, aa kvenn kan taala det ?
Til grund for denne ytring ligger den forestilling, at
hittfolket hevner sig, naar man slaar varmt ud af stuedøren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
