Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDUK BERGENHUS AMT.
Hvorledes tusserne kan generes af andre ting end varmt
vand, viser følgende beretning:
En kveld stod en mand paa tunet og huggede ved; en
fremmed mand i blaa klæder kom hen til ham, saa paa manden,
men sagde ikke noget. Da manden var færdig med sit arbeide,
spurgte han, om den fremmede ikke vilde gaa ind ; hvortil den
fremmede svarede, at han vilde nok gaa ind, hvis manden ogsaa
vilde komme til ham. Manden svarede: «Eg veit ikje, kor du
bur,» hvortil den andre svarede, at det ikke var langt. Da den
fremmede kom ind i stuen tog hunden til at gjø overhændigt,
saa den fremmede blev ræd og vidste ikke, hvor han skulde
gjøre af sig. Manden sagde, at hunden var saa snil og gjorde
slet ingenting, og han forstod nu, at- den fremmede hørte til
hittfolket, for de er altid saa ræd hundene; men han lod, som
han ikke forstod det.
Da tussen gik, bad han manden besøge sig og kom en tid
senere for at hente ham. De gik ind i en haug. Der var et
bord dækket, der var sølv og guld og alt det, som godt var.
Manden blev sat i høisædet, men over hans hoved hang en
kværnsten i en silketraad. Manden blev saa ræd, at han ikke
var istand til at smage paa maden. Tussen, som saa dette,
sagde, at han ikke skulde være bange. Kværnstenen gjorde ingen
skade, men det nyttede ikke, manden var ræd ligefuldt. Det
var en straf for hunden, som skræmte tussen.
Da de havde siddet tilbords en stund, faldt der ned noget
ret i maden.
«Fy, fy!» sagde tussen og ropte paa kvindfolkene, at de
skulde komme og tage det bort.
Tussen sagde nu til manden, at det var en ting, han vilde
bede ham om, og det var at flytte floren; for mandens flor stod
over tussens madbord. Manden sagde, han skulde gjøre det,
hvis tussen vilde vente til om vaaren. Han saa sig ikke syn
til at rive det ned om vinteren. Det fandt tussen rimeligt og
var vel fornøiet med at vente. Manden flyttede siden floren,
og det hed, at han aldrig senere kom til at angre paa det.
Det heder i dette sagn som i mange andre, at tussen bad
manden tage sig ivare, naar han gik ud; for hittfolket har den
skik, at de enten slaar kogende vand efter folk, eller saa slaar
de et gloende jern ud, just som de gaar gjennem døren.
Derfor skal man, naar man gaar bort fra dem, aabne døren og
stille sig bag samme, indtil vandet eller jernet er kommet ud
af døren.
I overensstemmelse med denne beretning fra Søndfjord om
gjødselen, som falder, er en beretning om Helje-Knut paa
Hin-jadne i Sogn, som havde sligt uheld med kreaturerne; til ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
