Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 NORDRE BERGENHL’S AMT.
Paa Fosheimstranden, ikke langt fra veien ved Myklebustvatn
i Breim, er der en berghammer og derunder en hule, som kaldes
Stoven. Her holdt til en utbor, som var frygtet: han fløitede og
skreg, naar nogen roede paa vandet om aftenen, og hvis nogen
søgte efter kreaturerne, rautede han for at vildlede, og naar han
saa fik lokket folk hid og did, lo han tilsidst hjertelig. Især
om høsten, naar det var mørkt, vilde man nødig reise den veien.
Da der engang var dans paa Myklebust, øverste gaarden i
i dalen, var gutter og jenter fra Fosheim og Sandal indbudne,
men husbondsfolkene vilde ikke, de skulde reise, men oin natten
stjal de sig afsted. Da de kom til baadene, var aarerne taget
bort og gjemte; de karede sig da frem med kornstører. Da de
kom op efter stranden, raabte pludselig en stemme: «Tylo, ty lo’. ■
«Det er utboren,» sagde en af gutterne, «der ser jeg ham,» og
med det samme kastede han en øks op mod utboren, men uden
at træffe. Denne tog fat i øksen og huggede med den mod en
berghammer; gnisterne sprutede og lyste, saa man tydelig kunde
se troldet. Utboren sagde, mens han hug: «Æg kveikje, æg
kveikje, æg kvete, æg kvete», og atter: «Æg kveikje aa kvete,
æg kveikje aa kvete.» Kveikje betyder at tænde, kvetja eller
kveta at hvæsse. Næste dag laa øksen uskadt ved siden af eu
stor sten, som bar dybe mærker efter hugningen.
En kveld kom en mand ridende langs Fosheimstranden. Da
han kom til Stoven, slog han til hesten for at ride fortere. Da
raabte der noget efter ham, at han skulde vente, for det vilde
være i selskab. Men manden red til. Da følte han noget sætte
sig bag paa hesten, og denne seg ned med bagen. Manden tog
tollekniven og stødte haardt til bagud. «Uf,» skreg det, «men
kjør og drag.» Manden, som vidste, at kniven ikke maatte
drages ud, svarede; «Lad staa, som staar.» Han slog paa hesten,
som nu straks sprang, og da var han fri byrden. Næste dag
fandt manden kniven der, hvor hesten faldt. Paa kniven var
tyk blodlever, som manden strøg af med en kjep; men en rød
fiek paa kniven gik aldrig af, hvormeget han skurte. Fra den
dag har man ikke mærket utboren i Fosheimstranden; men
- Stoven» kaldes endnu hammeren, hvor utboren boede.
Draugen er i Sogn bekjendt som et gjenfærd, især efter folk,
som er omkomne paa vandet.
Nykk. Nøkken er almindelig kjendt. Den er i gamle dage
seet paa Njøsafjellet ved et vand, Svartavatn; den kan gjøre
sig om til alleslags dyr: sau, rev og hest. Somme siger, at
nøkken har hoved i begge ender, baade fremme og bag. Om
nøkken forekommer i salt vand, er vel tvilsomt; den holder ialfald
mest til i sjøer og elve.
Foruden nøkken har de et overjordisk væsen i elven, hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
