Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMMI NIKATIONSMIDI.KR.
703
næsten som Ribs, dog noget surere og haardere. Folket søgte
nogle af dem, og de syntes mig i det Mindste for Rensdyr
ganske gode.
Efter 7 Timers Fart paa vore Kjælker naaede vi Kl. 10 om
Formiddagen til en anden Fjeldstue, Nystuen kaldet, som er ikkun
2 Mile fra den første (skjønt man betaler for 3 Mile, da Veien
er tung).»
Pontoppidan siger i sin «Norges naturlige Historie» om høiden
af Veien over Filefjeld, at han «i hengende Linie efter Blye
Loddet vil regne den for en halv norsk Miil; det er 9 000 Alen
mod den Lærdalske Side.» 9 000 alen er 5 650 meter.
Det høieste Punkt af Veien var efter Naumann 3 891 fod (1 221
meter) og efter Hamteen 4 095 rhinlandske fod (1 285 meter),
medens bjergpasset ikke synes at overstige 3 200 fods høide
(1 004 meter).
I 1740 oplyser stiftamtmanden, at man i Bergens stift
neppe paa noget sted" kunde komme frem en halv fjerding i
vogn, hvorfor der heller ikke der gaves nogen «saakaldede
kongeller almindelige fareveie».
Da det alligevel paa enkelte steder var nødvendigt at fare
overland, over fjelde eller over eid, havde man her indrettet
nogle passable stier og opført broer over elvene, som
vedligeholdtes af bygdens folk.
H. Arentz, der skrev i slutningen af det 18de aarhundrede,
bemærker om veiene i Søndfjord:
«Indtil paa endeel Aar har man saa godt som intet vidst
af nogen alfar Landevej at sige, Tingvejen imellem Førde, Jølster
og Breim i Nordfjord alene undtagen, som dog heller ikke har
været meget anderledes at ansee end som en ordinair Bygdevej
af det maadelige Slags; men den egentlige almindelige Vej
igjennem Fogderiet har gaaet søværts ude mod Søkanten i dets
vestlige og yderste Deel igjennem Sundene og over Fjordene imellem
faste Lands Udstrækninger indenfor og Øerne udenfor.»
En af de udførligste og livligste skildringer af reiselivet i
Norge i slutningen af forrige aarhundrede er skreven af en fransk
emigrant, de Latocnaye, som reiste i Norge i løbet af høsten 1799
og paafølgende vinter. Færden foregik langs den indre rute
(«postruten») fra fjord til fjord, gjennem dale og over
fjeldovergange, og han har havt rigelig anledning til at prøve denne
reisemaades besværligheder paa en ublid aarstid og til at lære
befolkningen nærmere at kjende.
Latocnaye kom fra Sverige over Trondhjem ned til
Suren-dalsøren, hvor han først stiftede bekjendtskab med fjordene og
deres befolkning. Ingen af delene tiltalte ham; han kalder de
første for «de helvedes fjorde», og i kystbefolkningens pengebe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
