Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYRELIV. OG JAGT.
«649
Spækhuggeren (orca gladiator) kaldes ogsaa vagstaurhynning,
vagnhund, hoggvagn, hvalhund, er hyppig ved den norske kyst, især ved
Nordland og Finmarken, og er et af havets graadigste rovdyr, der
lever især af fisk, sæl og smaahval. men den angriber ogsaa i
flokke de store hvaler. I en spækhuggermave har man fundet 5 sæl
og 13 niser.
Spækhuggeren bliver indtil 6—8 m. lang. Hannen har en
betydelig høiere rygfinne end hunnen.
Om spækhuggeren beretter Strøm:
Den kaldes staurhynning af sin høie og smale rygfinne, som
lignes ved en staur; da den er kobbens store forfølger, kaldes
den og af nogle kobbeherre, skjønt den med samme ret kunde
bære navn af niseherre, da den undertiden jager nisen op paa
det tørre land.
Kvitskjævingen (lagenorhynchus acutus) er ved vor kyst den
almindeligste tandhval næst efter nisen.
Den gaar ofte sammen i store flokke paa op til tusen dyr.
Flokken kan jages og stænges. Af en stor flok fangedes i 1885
ved Bergenskysten 2—300 stykker. Spækket benyttes. Kjødet
er spiseligt.
Sildehvalen, rørhval, langrør, finhval (balaenoptera musculus) er
almindelig langs kysten samtidig med sildens indsig. Den lever
især af sild og lodde, men tager ogsaa kril og andre krebsdyr.
Den bliver sjelden over 20—22 m. lang.
Sildehvalerne indfinder sig aarlig, skriver Strøm, i et utroligt
antal straks efter jul og nylig før vaartorskens ankomst, da de jager
vaarsilden ind gjennem Breisund i en ubeskrivelig mængde og giver
ikke alene anledning til rigelig sildefangst, men ogsaa til
adskillige fornøielige syner; snart stikker de op af sjøen for at faa luft
og at puste luften fra sig gjennem lufthullerne med en heftig
lyd, snart stikker de ned i dybet igjen, og idet de farer ned,
sporstøder de, som det kaldes, eller de vender sporen lige op i
veiret. Snart hores de at skraale og brøle over vandet, snart at
pibe og give en forunderlig lyd fra sig under vandet. Denne
slags lyd, som hos os egentlig kaldes fiskeljø, tilskrives i
almindelighed hvalerne og er fæl at høre, især for de uvante, som derved
ofte sættes i skræk. Undertiden sees de at parre sig; undertiden
løber de sjøløst, byksa sjølaust, det er, de springer med hele
kroppen en favn eller mere op over sjøbrynen og falder ned igjen
med et heftig brag. Men den rette tragedie spilles med den
stakkels sild. som næsten stadig forfølges, og sædvanlig saaledes,
at tre eller fire hvaler hjælper hverandre med at indeslutte den
paa alle sider og mødes, idet de med aabne gab stikker alle paa
én gang lige op i veiret og det saa hoit, at man tydelig kan se
dem sluge silden i sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
