Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97 2
ROMSDALS AMT.
reiste efter; det var ikke godt at faa nogen til at tro, at man
reiste for sin fornøielse, da de mente, at der var en bihensigt
med denne «bespeiding» af landet.
Befolkningen er fatalister, maaske mest udpræget paa
Søndmør. Hænder der en ulykke, saa er det «so lagat». Der er en
«lagnad», en skjæbne, som vi ikke kan forandre.
Allerede Strøm skriver, at han med faa ord maa melde om
det ord lagna, som uden tvil kommer af at låve eller beskikke,
og betyder skjæbnen eller fatum, især fatum muhamedanuni. Dette
ord, som er en levning af den gamle hedenske overtro i Norden,
bruges endnu blandt bønderne i visse tilfælde, saasom naar et
menneske omkommer paa sjøen, da de sædvanlig tilskriver det en
lagna eller beskikkelse ; og den, som saaledes er beskikket at do,
siges at være feig. En stor aarsag til bøndernes skjødesløshed i
at røgte sit kvæg, naar de har vanlykke dermed, er og denne,
at de ofte anse kreaturernes vantriveise og død for en pur skjæbne,
som ikke staar til at ændre.
Ogsaa om to, der gifter sig, siges: Det var so lagat, at dei
skulde koma i hop.
Befolkningen er tildels hengiven til religiøse grublerier.
Om en ældgammel kone. som i Hero vogtede et toaars
gammelt barn med alderdommens skræk for alle muligheder,
ytrer Mat/dalene Thoresen: Var barnet trillet ud for en af haugene,
og kommet til dødelig skade, vilde hun have foldet hænderne i
Jesu navn og sagt: det var saa laget; men hun vilde desuagtet
til sin sidste stund have angret paa, at hun havde tabt barnet
af syne, og derved givet aarsag til døden.
En mørk pietistisk livsopfatning er eller maaske snarere var
udbredt paa Søndmør. Magdalene Thoresen tegner dette billede:
«Følgej man den brede bygdevei fra Ørstenvik indover mod
Follestaddalen, ligger en lav bygningsrække til venstre. Frodige
græsvolde, skog og brede agre ligger omkring, og det hele giver
et glad syn paa bondens liv. Men ud fra et af husene høres
sang, enstonende og langtrukken, — dog bondens sang er jo
for det meste saadan; naar blot han synger, da klinger vel
med tiden gladere toner ind i! Men sangen vedbliver, — tilslut
ængstes man ved at høre den. Da gaar man nærmere: indenfor
et vindu sidder en middelaldrende mand med en salmebog i
haanden, det er ud af denne han synger. Og han blader om,
synger videre, blader om igjen, videre, videre, med vanvidets
ihærdighed, og til clet besynderligste tonefald af en dansetakt.
Det var grueligt at hore! Det var som der blev sunget op til
en St. Veits-dans, — og imedens stod naturen og frembod sin
deilige duftende rigdom, og sagde: tag mig ind til dig og
vær glad!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
