Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BE TOLKNING.
1031
En vintermorgen, da konen paa Litleeng stod op og skulde
nøre paa varmen, saa hun et vakkert barnesvøb ligge paa gulvet
fremfor aaren. Konen forstod straks, at det var en haugkjærring,
som eiede plagget. Hun havde vel været inde og stelt revungen
sin om natten. Litleeng-konen vidste ogsaa, at tog hun i svøbet,
vilde huldrefolket have mistet det for altid. Hun tog derfor en
kjep og karede svøbet ind i en afsides krog til om kvælden, da
alle havde lagt sig. Da lagde hun svøbet netop der, hvor hun
havde fundet det. Da det var blevet nat, kom der eD liden
blaa-klædt kone ind i stuen. Hun gik frem til aaren, og der fandt
hun sit svøb. Saa stelte hun barnet og gik. Men lidt efter
kom hun igjen, og da bar hun en skinnende blank skjerding,
som hun hængte paa randaasen. Det var takken for vel gjort.
Ingen smed har endnu kunnet gjøre mage til skjerdingen paa
Litleeng.
Huldrekallen, som malte.
(Ulstein.)
Oldefar var paa fiske, og der var ingen mand hjemme
paa hele Honsetgaarden. Saa blev oldemor melløs og maatte
selv tage sækken paa ryggen og gaa til kvernen og male. Da
hun kom ned paa elvebakken ovenfor kvernhuset, kom der ud
fra kvernen en blaaklædt huldrekall, med melet skindhat paa
hovedet. Han bar en stor melpose paa ryggen. Oldemor syntes
saa tydelig, at han vendte sig og sagde:
«Slaa paa lite i senn,
det skal mengje seg
under kvenn.»
I)a hun kom ind i kvernhuset, saa hun greit nok, at der
var malet, men der var sopet godt af og gjort rent. Hun gjorde,
som kallen havde sagt. Men aldrig havde hun faaet saa meget
mel af saa lidet korn før.
Julen paa Fagerhaug.
Paa Fagerhaugen ved Bjønnatjern var der en gang en gaard.
Et aar havde folket glemt at holde regning med dagene, saa de
ikke vidste, hvor længe det var til jul. Karerne havde det saa
travelt med arbeide, at kjærringen paa gaarden maatte binde ski
paa og lægge i vei for at faa greie paa dagene. Hun tænkte at
gaa til Vanlen, som var den nærmeste gaard. Men føret var
klabbet, saa det gik temmelig traat at komme frem. Det tog
allerede til at mørkne, da hun kom til Sopraaberget. Med det
samme hørte hun et grovt maal, som sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
