Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
SØNTJEK TRONDHJEMS AMT.
endog stenstolper og klokker med mange dyrehare sager, pillarer
og stenbuer oventil og nedentil."
Under Magnus Erikssøn blev Trøndelagen rammet af ulykker:
Det store lerfald i Guldalen gik i 1345 som tidligere omtalt;
samme aar var der ildebrand i Nidaros, og i 1349 kom sortedoden
til landet og bortrev erkebispen Arne Vade, og, efter hvad der
berettes, tillige alle korbrødrene, saa at der kun var en tilbage til
at vælge erkebiskop.
Allerede i september 1349 kom farsoten til Nidaros og naaede
sin største høide den følgende maaned; soten tog fra Nidaros
veien gjennem Orklas dal til Gudbrandsdalen. Den rasede haardt
blandt den trønderske geistlighed, og endnu saa sent som i 1371
melder erkebispen til paven, at der ikke var over 40 præster i
Nidaros diocese, hvor der før pleiede at være 300.
Da pesten var slut i Nidaros, drog kong Magnus Eriksson
fra Sverige i pilgrimsfærd til Nidaros.
Olaf Haakonsson blev paa St. Olafs dag 1381 taget til konge
paa Ørething og ligesaa Erik at Pommern i 1389.
Fra nu af spiller Nidaros ikke længere den rolle i Norges
historie som tidligere ; byen vedblev vistnok at være erkebispernes
sæde, men deres magt var i aftagende.
Blandt de senere erkebisper fortjener at nævnes Aslak Bolt,
fra 1430—1450, paa grund af sin jordebog, som giver en oversigt
over erkestiftets eiendomme og er et vigtigt kildeskrift for Norges
geografi i middelalderen og for norske gaardsnavne.
Ikke alene i erkestiftet selv, men ogsaa i Bergens og
Stavangers og endnu mere i Hamars stifter havde erkestiftet gods.
Godset forøgedes, dels ved gaver, dels ved kjøb, dels ved bøder.
Den allerstørste del af kirkegodsets gaarde blev dyrkede af
lei-lændinger. Nogle store hovedgaarde dreves som avisgaarde
(grangice) for erkebispens egen regning.
Til præsternes afgifter til bispen hørte ogsaa
bispevisitat-serne, idet bispen med sit følge havde fri beværtning hos
præsterne, „natteleie", ogsaa kaldet „veitsler".
Der nævnes i jordebogen 34 hovedkirker, ved hvilke
erkebiskopen pleiede at visitere fra 2 nætter indtil G; dertil kom
aarlig visitats i klostrene Bakke, Helgesæter, Holm og Bein.
Hvor store indtægter, erkebisperne i Nidaros har havt
personlig, vides ikke, men efter den afgift, de betalte til den pavelige
stol, kunde der maaske gjøres et forsøg paa at beregne dem.
Fra gammel tid var det skik, at erkebisperne, naar de flk
palliet af paven, frembar en gave til den pavelige stol, og denne
gave blev senere til en paabudt afgift. Under Innocens den tredie
blev det bestemt, at alle metropolitaner skulde hente sit pallium i
Rom, og der blev takst for hvert erkebispedømme. For erkebispen
i Nidaros var afgiften 800 guldgylden foruden mindre afgifter.
Heraf har man sluttet, at erkestolens faste indtægter var 2400
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
