Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’240
GULDALENS FOGDERI.
Nogen tid efter begyndte atter Storvarts grube at give et bedre
udbytte, og under direktør Peder Hjorts dygtige ledelse kom atter
værket paa fode igjen.
I tidsrummet fra direktør Hjorts død var der bedre tider
for Røros kobberværk. Man fandt paa den tid flere nye gruber,
blandt andet Muggruben i 1775. Men da saavel malmtilgangen
som isærdelesked tilgangen paa trækul var begrændset, var ikke
værket, selv da i 1806 kobberet gik op i en pris af næsten 3000 kr.
pr. ton, saa stort anlagt, som bergværkerne søndenfjelds dengang var.
1808 var der atter ufred; den gamle frygt for, at svenskerne
atter skulde brænde bergstaden af og ødelægge værket, kom op
paany, og man var nødt til mere at tænke paa at forsvare sine
eiendele for fiendehaand end at drive værket. Bergkorpserne stod
færdige til udrykning, men blev dog ikke brugt.
Det er let at forstaa, at trængselsaarene fra 1808 og udover,
satte dybe mærker ved et værk, der som Røros ligger i en egn,
hvor man ikke kan dyrke korn.
Baade værket og beboerne led meget i de aar, hvor
kornforsyningen var sluppet op, og man mindes endnu, at gamle folk
fortalte om, hvor vanskeligt det ogsaa var at faa barkebrød, idet
barken paa træerne blev saa haardt medtaget.
I 1818 maa mærkes en begivenhed, som vistnok da var af
en stor betydning for værket. 12te septbr. 1818 blev nemlig „Lov
om Røros kobberværk" givet.
Motiverne for tilblivelsen af denne eiendommelige lov var
vistnok de, at statsstyreisen saa, hvordan værket i de senere aar
var bragt i mærkeligt aftagende, og derfor paa grund af den store
offentlige betydning, værket havde, vilde forsøge at ophjælpe det
igje^. I den kongelige proposition, som forelagdes storthinget i
1818, fremholdtes netop det, at „værket var bragt i mærkeligt
aftagende for det offentlige, og dette gjorde, at storthinget gav en
særskilt lov for Røros kobberværk.
Loven tager fornemmelig sigte paa, at staten skal sørge for en
varig og bestandig drift ved værket, og ud fra dette kom der ogsaa
ind i loven „for ordens og fuldstændigheds skyld et reglement,
som vistnok participanterne selv var berettiget til at fatte."
Loven af 1818 er nu i det hele forældet.
Den driftsplan, som i reglementet af 1818 blev affattet, holdt
sig omtrent uforandret lige op i 70-aarene.
I de 60 aar fra 1820—1880 blev en del tekniske
forbedringer indført, dog uden gjennemgribende betydning for værket.
I 1826 kjøbte man Foldal værk og anlagde en smeltehytte,
Lovise hytte, i Lille-Elvedalen.
Kjøbet var væsentlig motiveret ved frygt for at faa
konkurrenter om skogene i den nordlige del af Østerdalen.
Foldals værk gik imidlertid snart over i andre hænder, dog
beholdt man længe efter Lovise hytte.
I slutningen af 40-aarene blev Ny Solskins grube, som ligger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
