Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
733
skeidshaugen» paa Leka er den haug, som Herlaug gik ind i.
Men sikkert er heller ikke det.
Klykkje-sagnet. I gamle dage laa gaarden Klvkkja hoit med
udsigt over bygden; nu ligger den dybt som i en kjedel, og kun
paa en side er der en aabning, hvor veien gaar. Midt for gaarden
Foss er der en strøm i Namsen, som kaldes Grøte; men i gammel
tid var der en fos; og den var en stor plage for folk. Saa
spurgte bønderne en fin, som var flink til at gande, om han
vilde gande bort fossen. Han vilde nok det, hvis han fik en
hattepull med korn af hver gaardbruger. Klykkjefolkene vilde
ikke give noget korn, og da svor finnen paa, at han skulde
hevne sig. Finkallen kom med konen og begyndte at gande.
Han lagde sig nedenfor en stor sten paa en mo ovenfor Klvkkja,
og konen skulde ligge et stykke foran ham. Det var meningen
at sprænge Grøtefossen og ødelægge Klvkkja. «Du maa ikke
sige et ord til mig, sagde hau til kjærringen, og det lovede
hun. Da han aabnede gand posen sin, saa hun, at han kun tog
op en portion, og saa blev hun bange for, at han skulde glemme
at hævne sig paa Klykkjefolket, og satte i med et raab: «Kjære,
glem ikke bort Klvkkja !» Da blev der saa sterk en gand, at
fossen blev sprængt, og Klykkja sank; men finnen selv omkom.
Stedet, hvor finnen laa, kan paavises, og der vokser nu ikke græs.
Flere dage efter hørte folk en hane, som gol i jorden. Siden har
de fundet tømmerstokker nedenfor Namsmælen og i en bæk, som
gaar et stykke fra gaarden.
Tunnsjøguden. Op imod den svenske grændse ligger der en
stor sjø, som de kalder Tunnsjøen ; den er omtrent tre mil lang
og temmelig bred. Omkring sjøen er der nogle faa gaarde, som
ligger langt fra hverandre. Ellers er der skogland. Midt i sjøen
ligger en stor, høi ø; den er som et eneste fjeld. Paa den ene
side er den ganske stupbrat, men paa den anden side er der
en længere skraaning, og der vokser ogsaa lidt skog. Fra toppen
af fjeldet er der en dyb revne, som skal gaa helt ned til sjøen,
er der sagt. I denne revne ofrede finnerne i gamle dage ren,
penge, huder og andre ting, som de kastede ned i revnen til
guden, og fjeldet kaldes derfor endnu «Guden . Af og til kjøbtes
til ofring de kreaturer af bønderne, som boede deromkring. Der
fortaltes saaledes, at de engang havde kjøbt en stor okse.
Finnerne førte oksen op paa fjeldet, men den var for stor til, at
de kunde faa den ned i revnen. Saa bandt de den fast der og
tænkte, at guden selv tog den vel der. Manden, som havde solgt
oksen, vidste, hvad de skulde bruge den til, og en stund efter
gik han did op, løste oksen og tog den hjem med sig. Omkring
14 dage efter skulde finnerne op igjen og se efter. Da sagde de:
«De hi feil vøre i godt offer, de fins ikki beini att.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
