Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNER OG RENAVL.
355
familier eller madnød, som finnerne eier kaldte sin familie, hvilken
de i Finmarken kalder madlag, thi finnerne regnes overalt i
familier. Saalænge sommeren varede, og de var paa den norske
side af fjeldet, boede de oftest ikke længer paa hvert sted end et par
uger, men maatte flytte saa ofte, for deres rensdyr var mange.
De samledes gjerne ved vorfrumes tider i fasten, efter
gammel tid at regne, paa en plads vestenfor Kjølen, en
dagsreise ovenfor Saltdalen, kaldt Luns (Lønsdalen), hvor paa den tid
kunde være samlet sommetider 40, sommetider 50 madnød og
kunde undertiden blive der en hel maaueds tid. Siden flyttede
de, og for endel til andre steder i Saltdalens fjelde, endel til
Mistværfjeld, endel til Beierens fjelde, endel til Kanens og
spredte sig saaledes med sine dyr over hele fjeldstrækninger
fra Saltdalen til Helgelands fjelde; de blev der, enhver paa sit
sted, sommeren over for at lade dyrene beite, indtil sneen om
høsten kom i fjeldene, da tog de samme vei tilbage igjen og
samledes saa i Luns omtrent ved allehelgens tider. Somme aar,
naar veirliget ikke blev saa godt og klart, maatte de blive hele
vinteren igjennem; men naar veirliget skikkede sig bedre, søgte
de østover Kjolen imod Nystad for at bevare sine dyr i de
tykke granskoge, som der findes, hvor sneen ikke faldt dybere,
end at jo dyrene kunde «bønne». Naar dyrene med fødderne
slaar sneen tilside og graver sig igjennem ned til mosen, kaldes
det at «bønne». Siden kom de om vaaren igjen til de norske
fjelde for den gode beitnings skyld, som der falder for deres
kreaturer, hvilken ikke er saaledes at finde østenfor Kjølen.
Luns er en behagelig jevn egn paa den østre side af Saltdalens
elv, 4—5 mile fra den øverste gaard i Saltdalen, saa stor som
hele Saltdalens bygd. Der er ferske vande med skog omkring,
saa behagelig som nogetsteds kan findes i fjeldene.
Schnitler skriver i 1743, at dalen om Gatirre-kiok, som
rinder i Junkerelv, Krades gors, beboedes af finner om sommeren.
Lønsdal «besiddes af Beierens lapfinner». Øst for Elvfjord er
Hongdal, der sad bondefinner, ligesaa ved Rodelvvatn. Finner,
som i Sverige overvintrer, var i Saltalens nordre fjelde: 8, af
hvilke 6 kaldes norderlap- og 2 sønderlapfinner, nærmest de
Beierske fjelde i Junkerdalen. Bygdefinnerne var 11, cleraf
5 norske.
De 11 bygdefilmer sad med bøndernes forlov paa deres
gaardes fjelde i markepladse, holdt smaafæ (gjeter og faar) og
slog græs i fjelddalene. Korn saaede de ikke, thi det modnedes
sjelden. Fiskevand havde de ikke. Skytteriet var ringe, siden
fuglen formindskedes. De arbeidede for bønderne skindfelde,
finsko af læder og renskind og trækjørrel. Naar deres born
voksede til, satte de dem i tjeneste hos bønderne Endel havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
