- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
410

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

33(5

126 NORDLANDS AMT.

plog, Malå og Sorsele tilhørte i 1895 9 950, clet vil sige lidtover
halvdelen, fastboende.

«Oftest, beretter Falkman i 1850, betragtes finnerne med haan,
og mangen gang er han udsat for en haard behandling af
nybyggerne, hvorhos hans gamle beitesmarker mere og mere
indskrænkes, saa at der nok er grunde for den formodning, at den
tid ikke er langt borte, da finnerne maa holde op at nomadisere,
og samtidig gaa en sikker undergang imøde, særlig da de, som
man ved af flere eksempler, i almindelighed ikke er tilgjængelige
for nogen anden kultur end den enkle, som trives paa fjeldet,
der hvor renavlen er den udelukkende næringsvei. Dette er en
haard skjæbne, saa meget mere urimelig, som det er finnerne og
deres ren, som har befordret nybyggervæsenet, uden hvilke disse
ikke skulde være, hvad de er.»

«Eftersom skattefinnernes antal formindskedes, aftog, ytrer
Linder, ogsaa antallet af finner, skjønt ikke helt i samme forhold.
Medens dette folk endnu, uden indgreb af nybyggerne, uhindret
fik drive sin hovednæringsvei og frit kunde benytte skogen,
udgjorde finnerne det største antal, og velstanden var da mere
almindelig.»

Finnerne er store skogødelæggere, ikke alene de saakaldte
skogfinner, men ogsaa fjeldfinnerne trænger megen skog; de
vedligeholder en uafbrudt stokild i det luftige telt i den kolde vinter,
og naar sneen ligger høit, hugger de træerne ovenfor roden,
saa stubberne staar igjen. I de to svenske len, som her
omtales, er der ikke mindre end 5 til 6 millioner ha. skog, og selv
om de værdsættes saa lavt som 2 kr. pr. maal eller 20 kr. pr. ha.,
saa skulde værdien komme op over 100 millioner kr. At man i
Sverige vil værne om denne skog, er rimeligt nok.

Wiklund omtaler i sit arbeide «Från skoglapparnes land»,
hvorledes skogfinnernes renavl gaar tilbage, og opkaster det
spørgsmaal, hvad der er grunden hertil.

«Grundaarsagerne er de, at skogfinnernes land er alt for
godt til at anvendes kun til renavl, og at agerbrug og fædrift
ikke kan taale renavl ved siden af sig paa samme land om
sommeren. I en egn, hvor hundrede skogfinner kan berge sig, der
kan vistnok hundrede gange saa mange bønder faa sit udkomme,
naar engang al dyrkbar jord bliver taget i brug, og jo mere jord
der opdyrkes, og jo flere myrer der tørlægges, desto mindre plads
faar renen, thi ikke engang renen kan leve kun i den tørre skog.
Og jo mindre plads renen faar, desto værre skade gjør den paa
bøndernes avl, om vagtholdet er aldrig saa strengt og renens
dressur aldrig saa god.»

«Den eneste udvei, skriver Wiklund, til at blive kvit det i
disse egne meget brændende spørgsmaal om skogrenen, bliver til-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0426.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free