Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520 *
NORDLANDS AMT.
kommen, og om julekvælden reiste han ud til Sandflesa. Her
saa han lys og ild som morild, hørte forfærdelige hyl og
skjæl-vende skrig, og der var fæl fjærelugt. Draugene kom iland med
skindhyre paa, skindstak og sjøstøvler og istedetfor hoved og
haar havde de en tangvase. Hans Nicolay krøb op paa hjelden;
der blev han ræd og gav sig til at skrige, men draugene skreg
endnu værre. Da hanen gol, blev draugene borte, men da Hans
Nicolay kom hjem, var han tullet. Men Sandflesa sank, og
tuftefolket flyttede til Lekangholmen.
Det gik altid Lyk-Anders godt, men hvergang han kom til
Lekangholmen, blev det stille, og da kom tuftefolket ombord med
sine varer, og saa kom der bor. Han flk mange born, men alle
manglede sidste led paa venstre veslefinger.
L"d for Langøens nordligste pynt, Langenes, er der en liden
ode ø, Anden, hvor man kun kan lande i stille veir. Her
boede en skipper, og han husede ofte folk, som i uveir ikke
kunde naa land. Men gjæsterne maatte ikke lade nogen vide,
hvor de havde havt herberge. En kveld i fælt uveir med hoi
sjo, storm og sneka ver, var en fiskerbaad paa havet ved Anden.
Pludselig flk halskaren oie paa et skjær med tre store skarver;
skjæret syntes at bevæge sig, og sjøen brod ikke mod det som
mod andre skjær. Straks kom de til et aabent sund og til en
gaard med rødmalede huse, jægt ved bryggen, og alt var som
paa et handelssted. I kramboden traf de en gammelagtig mand,
hvem de spurgte, om veirfordrevne folk kunde faa hus.
Gamlingen spurgte, om de havde seet hans glunter ude paa sjøen,
men de havde intet andet seet end et skjær, som syntes at flytte
sig, og der sad tre skarver. «Ja, det var gluntan mine, sagde
gamlingen. De blev godt forpleiede. Da glimterne kom i land,
havde de ikke fisk i baaden, men kun kobbeunger. Om
morgenen sagde værten, at uveiret havde lagt sig, saa at de kunde drage
afsted, og de vilde da komme velbeholdne til sit hjem, men de
maatte ikke fortælle, hvor de havde været tilhuse. De lovede
det. Da de roede ud af havnen og igjennem sundet, begyndte
snekavet at lette, men handelsstedet, havnen og alt var borte;
kun øen Anden laa i nærheden. De taug med, hvor de havde
været. Men en af dem, der undertiden tog sig en rus, kom
engang til at fortælle det.
Siden den tid er aldrig nogen blevet huset af skipperen paa Anden.
En vaar reiste fem unggutter fra Helgeland til Finmarken.
Nordenfor neset Afglapen paa sydsiden af Malangenfjord kom
der en tæt morkskodde, og de maatte ro videre paa maafaa,
Endelig fik de se land tæt foran, og kom saa ind paa en rummelig
og sikker havn med pakhuse, og en statelig gaard laa ovenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
