Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGN1.
525
folkene paa Sandflesa. Overalt jager den besøgende huldrefolket
paa flugt ved skud, ved staal, ved korsets tegn eller ved Jesu
navn; de tilegner sig saa baade deres kostbarheder og al den
rige opdækning. Ofte er det julekvælden, dette hænder.
Sagnet om Guri Kunnan, saaledes som det berettes af
Øverland («Fra en svunden tid») omtaler, at bønderne i Aafjorden og
Bjørnør havde sine rorboder paa Halten. I tiden mellem hvert
fiske holdt nogle mænd vagt paa den hjeldhængte fisk mod
rovfugl. Før de drog hjem, sattes i hver bod lidt niste og myse.
I maanelyse nætter gik en liden tykfalden kvinde med blaa ståk
og blaat livstykke omkring mellem ror boderne. Hun var godt
kjendt; det var Guri Kunnan, som havde sit tilhold paa øen.
En julekvæld, da fiskerne var vendt hjem, havde deres
kamerat, som blev igjen paa Halten, lagt sig paa sengen og
blundede lidt til; men han kvak snart i, da rorboden blev
straalende oplyst. Midt paa gulvet stod der et stort bord dækket
med hvid dug og blankt sølvtøi, og rundt om bordet blev der
yrende fuldt af bittesmaa, blaaklædte smaakaller. En liden tyk
kvinde med et stort nøgleknippe ved siden vartede dem op.
Det var Guri Kunnan, som holdt lag den kvæld. «Det er
bedst at komme sig ud, for her er du vel iveien,» tænkte
manden, gled ud af sengen og krøb bort til døren, uden at
smaa-kallerne, som havde det saa travlt med maden, ændsede ham.
Men idet han smat ud, fik Guri se ham og slængte sit
nøgleknippe efter ham. Men manden var rap, løsnede sin kniv
og kastede den paa knippet, og da kunde Guri ikke tage det
igjen. Ude begyndte han at fryse i det bitterlig kolde veir, og
i de andre rorboder var der ikke ved; der var intet andet raad
for ham end at gaa ind i sin egen bod. Men da var det hele
som feiet væk, og hverken Guri eller de underjordiske saaes
mere den jul. Nøgleknippet beholdt han og forærede det til en
af kirkerne i Bjørnør, enten til Stoksund eller Roan kirke.
«Langt nord hændte det for længe siden,» heder det i
Erbes «Skipperløgne», «at en fisker, Johannes, drev af for uveir,
saa han ikke vidste, hvor han var. . Endelig fik han se en ø,
og med møie kom han i læ af denne. Han saa da, at det var
øen Tarva; der var et stort naust, som han kjendte; han kom
iland og gik ind i naustet. Da han skulde gjøre op varme,
syntes han, at han hørte en underlig tummel og sus, og han
kjendte paa sig, at de underjordiske var ude. Han krøb op paa
en hjeld, men i det samme blev det lyst inde i naustet, og saa stod
der et bord dækket med guld- og sølvfade og alskens
kostelige retter. Døren sprang op, og der kom ind fuldt af trold,
store og smaa, og satte sig ved bordet. Midt iblandt dem sad
der et stort, vakkert kvindfolk med guldkrone paa, saa Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
