Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYIi.
55 1
Er der, og det synes neppe at kunne bestrides, en historisk
sammenhæng mellem dette ældgamle græske ordsprog paa den
ene side og paa den anden side ikke blot det sidst anførte
sieben-biirgske eventyr, men den hele række af Vesterlandenes fabler,
prækener og eventyr oin ræven og katten, saa siger det sig selv,
at det er fra den græske formning af tanken, at alle de øvrige
har udviklet sig. I Østerlandene er, saavidt vides, denne fabel
ikke paavist.
Mannehauseil. Af dette eventyr er der optegnet flere
formninger i Nordland. To af disse formninger skal her
gjengives; den første skyldes Ivar Aasen, som skrev den op under
sit besøg i Vefsen i 184H, og som senere har gjenfortalt den paa
landsmaal under titelen Fyljesveinen». Den anden version,
som er meddelt af O. Nicolaissen, skal senere gjengives, da de to
er væsentlig forskjellige. Her hidsættes først eventyret efter Aasen :
I gamle dage var det skik i bygden, at alle skulde være i
gjæstebud julekvælden, naar de kom fra kirken; ingen skulde da
sidde hjemme alene; enten skulde manden byde gjæster til sig,
eller han skulde selv være gjæst hos en nabo eller kjending et
eller andet sted.
Der var engang en mand, som var ved kirken, og som
havde ventet, at han skulde blive buden til gjæstebud; men saa
havde det faldt saa forkjert, at der var ingen, som tænkte paa
ham eller huskede paa at bede ham til sig. Aa, det er ikke
værre med det,» tænkte manden, «naar ingen vil indbyde mig,
saa faar jeg selv indbyde en; jeg maa vel slippe at drage hjem
alene.) Saa gik han omkring og søgte op forskjellige kjendinger,
og han bad dem være saa god at folge hjem, men allesteder
kom han for sent; thi de var alle indbudne, og det var ingen,
som kunde følge ham. Da blev manden baade ærgerlig og
bedrøvet, og medens han gik og drev omkring paa
kirkegaarden, saa kom han til at spænde til en gammel mannehaus,
som laa lige foran ham. «Kom du da, naar ingen anden vil,»
sagde manden, med det samme han saa hausen. Da lettede
hausen sig op fra marken og svævede om manden som en fugl,
og saa fulgte den ham hjemover fra kirken, og siden blev den
med ham baade hjemme og borte, baade paa sjø og land; hvor
manden kom, der var ogsaa hausen med og svævede omkring
ham. Engang da manden var i skogen, hørte han, at hausen
lo, og manden spurgte, hvad den lo af, men flk ikke svar. En
anden gang var manden i kirke, og da var det ligedan; det var
medens præsten stod paa stolen og var midt i talen; da horte
manden, at hausen lo, og siden spurgte han, hvad den havde
leet af, men da var det hverken ord eller pust at høre. Saa gik
tiden, det blev sommer og vinter, og saa kom julen. Julaften i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
