Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<332
NORDLANDS AMT.
tage en græstorv paa hovedet, lukke øinene og holde fast i hans
lagen. Saa bar det afsted gjennem grav og morke, gjennem ur
og myr, vilde gjel og smale huler med rod og sten og alskens
ulænde. Da veien blev lidt bedre, kom de til en port, hvor de
slåp ind, da den dode viste reisepas med forgyldt segl. De
vandrede da længe og kom til en jernport og slåp ogsaa her
igjennem ved hjælp af reisepasset med det gyldne segl. De kom til
en egn, som laa frugtbar i straalende solskin; der var grønne
marker, løvrige træer, vakre sjøer og rindende elve. Flokke af
heste vadede i det høie græs og aad graadig, men var alligevel
forsultne og magre. Den døde forklarede, at det første mørke
land var dødens skyggedal, som alle maatte passere. Gjennem
den første port" slipper kun de, der kan vise brev for sin vandel.
Det næste lysere land var haabets land, og kun de, der har
brev paa at være udvalgte, slipper gjennem jernporten. Nu var
de i himmelens forgaard. Hestene, som gik der magre i det
høie græs, var et billede paa dem, som havde mad og drikke i
overflod, men alligevel led af sorg for næring. Men paa det
nøgne bergland gik kjør, som fandt et lidet straa hist og her,
men som alligevel var glindsende fede. De var et billede paa
dem, som var tilfredse, trods sine ringe kaar.
Saa kom de til et stort vand; her maatte de skilles, thi
over vandet kunde ingen følge den dode. Vennen vilde heller
sidde og vente ved vandet, end skilles fra den døde. Han satte
sig ved stranden og saa udover det stille vand ; den dødes aasyn
lyste klarere og klarere, jo længere han kom bort over vandet,
og han forsvandt som en klar stjerne.
Brudgommen sad længe hoitidsstemt og stirrede efter sin
ven, saa lagde han sig i græsset under et skyggefuldt palmetræ
og sov ind.
Omsider kom den døde tilbage og vækkede ham; da var
brudgommens haar og skjæg hvidt og naaede ham til knæerne;
rundt om, hvor der for var snaut, stod svære træer med krat
og buske. Den dode tog ham ved haanden og forte ham tilbage
til graven.
Brudgommen gik da hjemover for at træffe bruden og
bryl-lupsgjæsterne, men skog og mark var blevet anderledes ; husene
havde han ikke seet før, og de folk, han traf, kjendte han ikke.
Hjemme paa gaarden var der andre huse, ingen bryllupsfolk,
men fremmede. Bryllup havde der ikke været paa gaarden paa
mange aar; hans slægt kjendte ingen. Saa gik han til præsten,
som bladede i sine boger, men ikke kunde finde de navne,
brudgommen spurgte efter. Saa viste brudgommen frem sin
vielsesring med aar og dato, og da fandt præsten i en gulnet, støvet
bos1 navnene og vielsen noteret for fire hundrede aar siden. Saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
