Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
900
NOIIDLANDS AMT.
Saaledes levede vi 13 dage knapt og i den yderste nød. Den ene
vogtede paa den anden, og vi levede et liv som gjeter og
vilde dyr.
Medens vi paa denne maade førte et saa elendigt liv, hændte
den ulykke, at 5 af vore fæller i den større hytte, hvor ogsaa
føreren var, udaandede sin stakkels sjæl og blev liggende døde
mellem os. Vi maatte lade dem blive liggende, idet vi kun fjernede
dem en smule fra os, da vi var saa medtagne, at vi ikke var
istand til at bære dem bort og heller ikke til at begrave dem.
Paa grund af den haarde kulde og ved den sult, de havde været
udsat for, mærkede vi ingen liglugt af de døde legemer, og der
kunde heller ikke være det. I den grad var vore maver tomme
og fri for indhold, at de ikke kunde komme i uorden eller
forurense.
Desuden er at berette, at neppe havde vi taget den frosne
sne i munden, for det igjen blev sendt ud ad den vei, som
føden pleier sendes. Men saa fort gik det og saa slappe var vi
af den kulde, vi havde taalt, at der lidet eller intet ophold var,
før udtømmelserne kom. Det hændte meget ofte, at trangen til
afføring kom, men der var ikke tid til at reise os op og gaa ud
og lette os. Vi maatte da i vor elendighed mod vor vilje lade
det falde ved vore reisefællers døde legemer.
I vort kolde opholdssted var vi nødt til at leve, som om vi
var sammensyede, og laa udstrakte ved siden af hinanden. Taget
paa vort opholdssted var dækket med en del af vort gamle seil,
medens siderne var tætte, og saa holdtes al røgen inde. Det
skaffede os varme, saa vi var snarere fornøiede med det end
generet deraf. Men efter et par dages forløb tiltog rogen, og den
fordelte sig ikke; den bevirkede, at leddene og desuden øinene
svulmede op, saa vi næsten ganske mistede evnen til at gaa og
se. Da vi stadig blev mere og mere skidne og fik mere og mere
smuds paa kroppen, og da vi ikke kunde røre paa os i vor
kraftløshed, blev vi saa fulde af utøi, at der var mere af det paa
vor krop, end der var haar. Utøi kastede vi nævevis paa
ilden. Jeg tror, at en ung mand, som var skriver, tilslut døde
af dette utøi.
Paa den ubeboede og ukjendte ø fandt tilfældigvis nogle
af vore fæller en ensom, gammel hytte. Den var før brugt
af gjætere og stod der for engang at bruges til vaaren. Den
laa ved stranden paa vestsiden af øen, omtrent en og en
halv latinsk mil borte fra vort første tilflugtssted.
6 af os 8 gjenlevende drøftede da, om vi, for at faa det bedre,
skulde flytte derover, medens to andre fæller blev i den gamle hytte,
da de ikke kunde gaa og vi ikke var istand til at føre dem. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
